Det er populært at læse bøger elektronisk

En god krimi på terrassen eller en spændende novellesamling i sofaen. Elektroniske bøger bliver brugt mere og mere, fortæller bibliotekerne.

De største forlag er blevet enige med bibliotekerne om at indgå i eReolen, så udvalget nu bliver endnu større.(Arkivfoto) (© Ereolen)

Det er populært at læse bøger på iPad og telefon.

E-Reolen, som bibliotekerne står bag, har igen fået de store forlag med. Og det ses på antallet af brugere - blandt andet i Aalborg Kommune, der har fordoblet sine e-læsere.

- Der er simpelthen kommet mange flere og bedre bøger, siger Kirsten Boelt, leder af det biblioteksfaglige område i Aalborg Kommune.

Store forlag hjælper

Sammenligner man månederne januar til april i år med sidste år, er antallet af kommunens brugere af eReolen næsten fordoblet.

- De store forlag står jo for de største bøger - og da de ikke var med i eReolen, kunne man spore en nedgang i antallet af brugere, siger Kirsten Boelt.

De store forlag, som eksempelvis Gyldendal, har tidligere ikke ønsket være med i eReolen, fordi det ville gå ud over deres eget salg af e-bøger.

De er gået med på ideen, efter at der er blevet lavet nogle restriktioner, blandt andet for hvor længe man kan låne deres bøger.

Papirbogen overlever

Kirsten Boelt frygter dog ikke, at flere e-læsere betyder, at den gammeldags papirbog bliver helt kasseret:

- Jeg tror ikke, at den fysiske bog er død sådan lige her, men jeg tror, at vi vil se et spændende og varieret miks.

I månederne januar til og med april 2015 var der cirka 8500 brugere i Aalborg Kommune på eReolen.

FacebookTwitter