Almindeligt haveaffald indleveret på en genbrugsplads i Nibe skal i den kommende tid bruges som gødning på markerne hos øko-landmand Eskil Romme.
Ideen er at få næringsstofferne fra haveaffaldet genanvendt, så man er fri for at tilføre ekstra gødning udefra, når man skal have afgrøderne på marken til at gro.
- Hele grundideen, når vi snakker økologisk landbrug, er, at cirkulationen af næringsstoffer skal etableres igen, så man ikke graver det op i miner i udlandet og forurener landbrugsjorden med tungmetaller, fortæller Eskil Romme.
Som økologisk landmand er han ellers afhængig af husdyrgødning fra konventionelle landbrug, når den gødning, der kommer fra hans egen gård, ikke rækker.
På samme måde benytter konventionelle landmænd kunstgødning for at tilføre jorden kvælstof, kalium og fosfor, som i stort omfang udvindes ved minedrift.
Blandt problemerne er, at kunstgødningen ikke indeholder organisk materiale til gavn for jorden, og at fosfor er en begrænset ressource i verden, som vi kan løbe tør for i en periode mellem 50 og 100 år.
Derfor giver det rigtig god mening at benytte blandt andet haveaffald og lignende affaldsprodukter som ekstra gødning, siger Anders Dahl, der er afdelingsleder ved Aalborg Forsyning:
- Vi vil gerne beholde affaldet som ressource i stedet for at spilde det, så vi kan virkelig se en ide i det.
- Hvis det her forsøg falder godt ud, vil vi tage mere af det haveaffald, vi i dag komposterer, og levere det til landmændene, fortsætter han.
Projektet er kommet til verden i et samarbejde mellem Aalborg Kommune og Økologisk Landsforening og kører i første omgang et år frem.