Dit indsamlede plastik sparer miljøet for millioner af kilo CO2-udslip

Nyt genbrugsanlæg for plasti-k og metalaffald bliver en realitet i Nordjylland næste år.

Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager samarbejder med Holbæk Forsyning om Danmarks største forsøg med genanvendelse af plast fra husholdninger og genbrugspladser. (Foto: Aage Vestergaard Larsen A/S)

Før blev plastik og metal proppet i affaldsposen sammen med andre former for affald, kørt på forbrændingen og futtet af.

Men nu skal isbøtten og den tomme dåse flåede tomater snart anbringes i en særlig affaldscontainer og indsamles til genbrug på et nyt anlæg.

Sorteringsanlægget for plastik og metal fra husholdninger bliver Nordjyllands første og får potentielt fem ejerkommuner, som alle er med i det fælles selskab Reno-Nord.

Skaber flere arbejdspladser i Nordjylland

Reno-Nord nåede i denne sommer det nødvendige antal tilsluttede borgere, så anlægget kan bygges. Det fortæller Reno-Nords formand, den radikale Daniel Nyboe Andersen:

- Det bliver en lille omvæltning for folk at skulle sortere metal og plastik fra, men jeg oplever faktisk en stor bevidsthed i forhold til miljø og klima, siger han og fortsætter:

- Mange borgere spørger mig, om vi ikke skal kildesortere noget mere, lyder det fra Daniel Nyboe Andersen.

Alene inden for genbrug af plastik er der flere nordjyske arbejdspladser at hente, vurderer han.

Nye arbejdspladser i vente

Det bekræfter virksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager, der anslår, at det nye anlæg i Aalborg fremover vil skabe 10-15 nye job på fabrikken i Mariager, der laver granulat af genbrugsplastik fra Reno-Nord.

Hertil kommer en merbeskæftigelse på otte mand på Reno-Nord, siger direktør Franz Cuculiza fra Aage Vestergaard A/S:

- Desuden vil vi forsøge at afsætte vores granulat-produkt, lavet af husholdnings-plastik, til nordjyske virksomheder, som fremstiller for eksempel snehegn og havemøbler. Det er billigere end det granulat, de plejer at importere, og det giver dem en konkurrencefordel, som gavner nordjysk erhvervsliv, siger han.

Hvert kilo genbrug sparer CO2

Desuden er det en fordel for det globale klima at oparbejde plastik frem for at brænde det af, fortæller direktør Franz Cuculiza:

- For hvert kilo plastik, man kan genbruge, i stedet for at brænde, spares miljøet for 1,8 - 2 kilo CO2. Det viser branchetal, fortæller direktøren.

I begyndelsen kommer 283.000 borgere i de kommunerne Aalborg, Jammerbugt og Mariagerfjord med i ordningen. Politikerne i Rebild og Brønderslev kommuner afventer stadig, om de vil gå med.

Facebook
Twitter