Dit nye badeværelse må vente: Store sygehusbyggerier lægger beslag på håndværkerne

Det er svært for de små håndværkere at finde arbejdskraft, mens de nye sygehusbyggerier står på.

Håndværkere ved det nye storsygehus i Aalborg. (Foto: christine Nørgaard © DR Nórdjylland)

De bygger på livet løs i både Gødstrup ved Herning og i Aalborg Øst, hvor to nye storsygehuse i løbet af de nærmeste år skal stå færdige.

Det er anlægsprojekter af den tunge slags, og alene i Aalborg forventer man at gøre brug af omkring 1.000 håndværkere, inden sygehuset skal være klar til brug om fire år.

Byggeriet betyder, at der er ekstra stor rift om arbejdskraften i flere håndværksbrancher, og det er med til at forlænge ventetiden på håndværkere på det private marked, lyder det.

VVS-installatør fra Nørresundby Lars Vase har i øjeblikket syv medarbejdere ansat, men er nødt til at bede om ekstra tålmodighed hos kunderne, fordi han ikke kan skaffe ny arbejdskraft.

- Det er håbløst at finde ekstra personale lige pt. Derfor må vi begrænse os, og nogle af opgaverne bliver udsat, siger Lars Vase, der også er medlem af Håndværkerforeningens erhvervspolitiske udvalg.

- Alt det akutte skal vi nok klare - man behøver ikke være nervøs på den konto - men de større opgaver, et nyt badeværelse eller varmeanlæg, kan det godt være, man kommer til at vente en, to eller tre måneder på, siger han.

Et de firmaer, der trækker mange håndværkere til sygehusprojektet, er virksomheden Bravida, som i øjeblikket har 25 VVS’ere til at gå rundt på byggepladsen i Aalborg.

- Vi skal have sat næsten 1.700 håndvaske op, 5.000 radiatorer og flere hundrede kilometer rør, så det er en ordentlig mundfuld, fortæller sjakbajs for VVS-folkene, der har fundet flere af sine medarbejdere i lokalområdet.

Sygehusbyggerier giver sikre jobs

Til forskel fra de små håndværksvirksomheder har entreprenører på sygehusbyggeriet fordele i, at de dels kan tilbyde en relativ høj løn, og at de samtidig kan garantere arbejde flere år ud i fremtiden.

- Det betyder, at jeg har noget at lave de næste to år, og så er det et stort byggeri og et spændende projekt, som jeg ikke har været med til før, fortæller VVS’er på pladsen Henrik Just.

På tværs af Nordjylland og Midtjylland er der lige nu kun 12 ledige VVS-svende ud af 750 i fagforeningen Blik & Rør, og i de små håndværksvirksomheder begynder man nu at kigge efter alternative måder at finde folk på.

Det kan være ufaglærte, som kan dække nogle af VVS-opgaverne, og det kan også være udenlandsk arbejdskraft.

En decideret konkurrence mellem de små virksomheder vil man dog ikke se, siger Lars Vase.

- Vi har en indbyrdes regel om, at man ikke gå ud og stjæler medarbejdere fra en kollega og byder timelønnen op eller ned. Det gør man ikke, siger han.

Sygehusene i Aalborg Øst og Gødstrup skal efter planerne invitere patienter indenfor i 2020.

Facebook
Twitter