Drilsk tibetansk flag hejst op i politiets flagstang

Tibet-aktivister har sandsynligvis været på spil i Frederikshavn. Det skete inden justitsministerens udmelding om at genåbne Tibet-kommissionen.

Det tibetanske flag blafrede over Frederikshavns Politigård, da betjentene mødte ind på arbejde i morges. (Foto: Frederikshavn Politi)

Der ventede betjentene fra Frederikshavn Politi et specielt syn, da de mødte ind på stationen i morges. I løbet af natten havde en eller flere personer nemlig været forbi politigården og pille lidt ved deres flagstang.

Der hvor Dannebrog normalt blafrer mod den frederikshavnske himmel, hang der i morges en lille udgave af det tibetanske flag.

Flaget er en ganske markant reference til den aktuelle politiske debat om den såkaldte ”Tibetsag”, der har fået nyt liv, efter P1 Orienterings afsløringer af, at Tibet-kommissionen har været afskåret fra at komme til bunds i sagen. Netop i dag har justitsminister Søren Pape Poulsen (K) meddelt, at han genåbner kommissionen. Flaget var dog hejst længe inden, ministerens udmelding kom.

Flag overmandet og eskorteret væk

Ifølge vicepolitiinspektør fra Frederikshavn Politi, John Lamp Henriksen, blev der straks iværksat et mindre flag-taskforce for at få det tibetanske flag ned. Ifølge flagloven er det nemlig ikke tilladt at flage med andre nationers flag uden tilladelse. Sådan én var der – så vidt vides – ingen på politigården, der havde søgt eller udstedt.

Frederikshavn Politi har desuden heller ingen intentioner om at være afsender på politiske statements som disse. Derfor måtte politigårdens pedel i sving med nedtagningen fra morgenstunden. Det voldte dog en del problemer, da flaget på ægte aktivistisk vis havde lænket sig fast til flagstangen med solide knuder.

Der måtte derfor særligt flagrydder-udstyr i form af en lift til for at neutralisere den højspændte politiske situation otte meter over jorden.

– Det tog lidt tid, men det lykkedes os til sidst at få overmandet flaget og få det eskorteret ind på stationen, hvor det nu ligger på mit kontor, fortæller vicepolitiinspektør, John Lamp Henriksen med et smil.

Her ligger flaget i øjeblikket og venter på, at en eventuel ejer afhenter det. På flagstangen udenfor er Dannebrog i øvrigt hejst til ære for Prins Joachims 49 års fødselsdag.

Ingen yderligere efterforskning

John Lamp Henriksen har ikke noget bud på, hvem der står bag den natlige flaghejsning. Men som sagen står lige nu, vil han heller ikke gå videre med at efterforske det.

– Vi skal bestemt ikke negligere sagen, da der jo er et alvorligt politisk aspekt i den. Men alt tyder på, at dette bare er en enkeltstående handling fra én eller nogle få personer. Derfor gør vi ikke mere ved det, medmindre der dukker nye oplysninger op, fortæller han.

Han byder den flaghejsende natteravn hjerteligt velkommen til at rette henvendelse til Frederikshavn Politi, hvis han eller hun gerne vil have flaget tilbage. Han vil dog i samme ombæring tage en kammeratlig samtale med vedkommende, så reglerne kan blive ridset op, siger han.

Facebook
Twitter