Du milde vanilje: Prisen er på himmelflugt op mod jul

På bare et år er råvareprisen på vanilje femdoblet.

Vaniljeisen er den mest populære hos Aabybro Mejeri, hvor ejer Niels Henrik Lindhardt tydeligt mærker prishoppet på vanilje. (Foto: © Jesper Nørgaard Thomsen, DR Nórdjylland)

Risalamande, småkager og æbleskiver.

Vanilje er en central ingrediens i mange juleopskrifter, og hvis du selv har været i gang med gryder og kageruller, har du måske bemærket, at prisen på vaniljestænger har taget et gevaldigt hop.

På bare et år er værdien af vanilje femdoblet, og en vaniljestang i den billige ende koster nu nemt 30 kroner, mens de fine af slagsen ligger i op til 75 kroner pr styk.

Hos Aabybro Mejeri indkøber man årligt mellem et halv og helt ton vanilje, og her har man også noteret sig de store prisstigninger.

- Vi har produceret is i næsten 30 år, så vi har set udsving mange gange. Men det gør selvfølgelig ondt, når en meget vigtig råvare i vores isproduktion stiger, siger mejeriejer Niels Henrik Lindhardt.

På grund af de mange prisudsving har Niels Henrik Lindhardt tidligere haft held til at købe vanilje ind, mens prisen var lav og dermed sneget sig uden om de største omkostninger, men det er ikke lykkedes denne gang.

Cyklon på Madagaskar

Prisstigningerne er nemlig kommet ganske uforudset som følge af en cyklon og dårligt vejr på Madagaskar, som er den helt store spiller på vaniljemarkedet.

- Den cyklon havde vi ikke set komme, vi kan ikke altid se, hvordan vejret bliver. Men vi har også haft nogle heldige år. Det er gynger og karusseller, siger Niels Henrik Lindhardt.

I det hele taget er det svært for danske producenter at gøre noget for at forhindre prishop, når man først ser en stigning på de globale markeder.

Det siger Lars Aarup, analysechef i Coop, der driver kæderne Kvickly, Superbrugsen og Fakta.

- Vi står langt nede i kæden, det er et globalt marked. Hele verden ser, at vanilje bliver en knap ressource, og så går man ud og køber vanilje op, og så stiger prisen på vaniljebørsen, om man så må sige, forklarer han.

Ingen aroma, tak

Om prisstigninger fortsætter, eller om de dykker igen, har han ikke umiddelbart noget bud på, men hvis råvareprisen igen falder vil det med sikkerhed også smitte af i butikkerne.

- Jeg er hundrede procent sikker på, at hvis råvarepriserne kommer til at lægge sig igen, så kommer vi til at se et mere normalt prisleje, siger han.

Hos Aabybro Mejeri har man foreløbigt valgt at holde fast i prisen på vaniljeisen, og det bliver ikke et alternativ at se sig om efter andre råvarer eller at nøjes med vaniljearomaer i stedet for den ægte vare, forsikrer mejeriejeren.

- Jeg kunne ikke tænke mig at bruge aromaer, for jeg bryder mig ikke om den skarpe lugt. Vaniljen, vi bruger her, skal gå godt til den gode danske fede fløde, siger Niels Henrik Lindhardt.