Efter chikane: Politikere vil have homoseksualitet på skoleskemaet

En sag om et lesbisk par, der i månedsvis er blevet udsat for chikane i Mariager, kan betyde, at der skal undervises mere i mangfoldighed i kommunens skoler.

Udover anonyme hadebreve har Tulle Krøyer og hendes familie blandt andet fået smidt tomme makreldåser og hundelorte ind over hækken til deres have og terrasse. (© Privatfoto)

Køkkenaffald i haven og hadebreve i postkassen er bare noget af det, som Tulle Krøyer og hendes kone har været udsat for de seneste månvileder.

Parret bor i Mariager med deres to små børn, og de er udsat for chikane på grund af deres seksualitet.

Det tærer virkelig på psyken, og vi sover dårligt og skiftes nærmest til at holde vagt

Tulle Krøyer, Mariager

- Det tærer virkelig på psyken, og vi sover dårligt og skiftes nærmest til at holde vagt, siger Tulle Krøyer.

Parret beskriver selv de seneste måneder som et mareridt. Og sagen ender nu på den politiske dagsorden i Mariagerfjord Kommune.

Drøfter sagen politisk

Peter Muhl Nielsen (S), der er næstformand i Børne - og Familieudvalget, tager chikanesagen op på det kommende udvalgsmøde.

Han vil undersøge, om der skal laves en skærpet indsats for at oplyse eleverne om homoseksualitet og mangfoldighed:

- Sådan nogle tanker og holdninger, tror jeg, bliver født, når man er ung og påvirkelig, og det kan være med til at bekæmpe nogle fordomme, at man får sat fokus på det her emne i undervisningen, siger han.

Vigtigt at sende et signal

Peter Muhl Nielsen mener, at det er vigtigt at sende et signal overfor mulige tilflyttere, at der er plads til at leve på forskellige måder i Mariagerfjord Kommune.

-  Vi bryster os som potentiel tilflytterkommune af, at vi har plads til alle. Og så skal vi også sørge for, at emnet bliver berørt i vores folkeskoler, siger han.

Vi er i 2014, og sådan noget her burde simpelthen ikke kunne ske

Peter Muhl Nielsen (S), næstformand for Børne- og Familieudvalget i Mariagerfjord Kommune

Byrådspolitikeren er selv forarget over chikanesagen.

- Vi er i 2014, og sådan noget her burde simpelthen ikke kunne ske, siger Peter Muhl Nielsen.

Glad for støtten

Tulle Krøyer og hendes hustru har ud over at få smidt affald og hundelorte ind over hækken også modtaget anonyme breve med beskeder som "I lever i synd" og "Svin".

Parret har meldt chikanen til politiet, der endnu står på bar bund.

Men Tulle Krøyer er glad for, at politikerne nu har fokus på sagen.

- Større anerkendelse kan vi jo ikke få i vores lokalsamfund, end når man på politisk niveau også viser opbakning ved at sige, at man vil drøfte, om man kan gøre noget, siger familiemoderen.

Uvidenhad skaber frygt

Hvis ikke man ved noget om, hvad vi er for nogle størrelser, så er det jo også nemt at tro, at vi smitter og er farlige

Tulle Krøyer, Mariager

Samtidig håber hun også, at bedre oplysning i eksempelvis folkeskolen kan være med til at gøre det mindre interessant, når nogle vælger at bo som mor og mor med to børn:

- Hvis ikke man ved noget om, hvad vi er for nogle størrelser, så er det jo også nemt at tro, at vi smitter og er farlige, siger Tulle Krøyer.

Landsorganisation går ind i sagen

Også organisationen Copenhagen Pride er gået ind i sagen og beder Mariagerfjord Kommune om at forholde sig til chikanen.

Det er nemlig en god idé at få mangfoldighed og homoseksualitet på skoleskemaet, mener organisationen:

- Ikke bare i Mariagerfjord Kommune, men i hele landet, for det viser, at man tager de her problemstillinger alvorligt, siger Lars Henriksen, der er formand for Copenhagen Pride.

Den landsdækkende organisation arrangerer hvert år parade i København for blandt andre bøsser og lesbiske, men arbejder også resten af året i og udenfor Danmark for at styrke mangfoldighed og seksuelle mindretals rettigheder.

Behov for bedre seksualundervisning

Lars Henriksen, der selv er skolelærer, mener ét af problemerne er, at seksualundervisningen ikke er et fag, der har et minimumstimetal i skolen.

Og at undervisningen nemt kommer til at lande i et hul mellem dansk- og biologilæreren, fordi ingen af dem rigtig har ansvaret, siger han: 

- Og så viser undersøgelser, at der er elever, der kommer igennem skolen uden at have fået en seksualundervisning, der efter deres eget udsagn har været dækkende, siger han.

Holdninger skabes i skoleårene

Landsformanden synes at netop folkeskolen er et oplagt sted at få præsenteret de unge for forskellige måder at leve på.

- Rigtig mange af de holdninger, vi går igennem livet med, skabes i de 10 år, vi går i folkeskole, så jeg synes, det er et godt forum at udfordre hinanden i, siger Lars Henriksen fra Copenhagen Pride.

Ifølge ham vurderes det, at mellem 5 og 10 procent af en befolkning er homoseksuelle. I Danmark svarer det altså til op omkring 500.000 borgere.

 

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.