Efter solidt snevejr: Læsø ramt af strømnedbrud

En del af Læsø mangler strøm her til morgen.

Snebilledet her er fra Læsø er taget i går eftermiddags. (Foto: Hanne Andersson © PRIVATFOTO)

Sneen er faldet tungt over Læsø det seneste døgn, og det er tilsyneladende gået ud over øens strømforsyning.

Omkring 10 til 20 huse i et område ved Vesterø er i øjeblikket uden strøm, oplyser Læsø Elforsyning.

En af de ramte er Susanne Vinther Christiansen, der har fundet stearinlysene frem, efter at hun klokken 5:45 stod op for at bevæge sig ud på badeværelset og fandt ud af, at strømmen var væk.

Det samme er tilfældet i de omkringliggende huse.

- På vejen, der ligger parallelt med vores plejer der at være gadelys, og der er også helt mørkt, fortæller hun.

Snefaldet tog fart i går eftermiddags og fortsatte indtil i aftes, og Susanne Vinter Christiansen vurderer, at der nu ligger omkring 20 centimeter sne på øen.

Hos Læsø Elforsyning arbejder man på højtryk for at løse problemet, der skyldes at et træ er væltet ned over en luftledning.

Susanne Vinter Christiansen fortæller, at snevejret har sat sit tydelige præg på øen.

- Vi bor et sted, hvor der er høje træer, og der kan man se, at mange træer tipper lidt, fordi det er tung tøsne, der er kommet, siger hun.

Opdateret: Strømmen er nu tilbage hos Susanne Vinther Christiansen.

Facebook
Twitter