Efter voldsomt knivdrab på 70-årige Inger: Familien fik nej til akut krisehjælp

Der er brug for støtte og hjælp til pårørende ved særligt tragiske omstændigheder, mener de efterladte til Inger Kristensen.

I oktober måned mistede 70-årige Inger Kristensen livet nær sit hjem i Frederikshavn. (© PRIVATFOTO)

Mange kender til det væld af følelser, der melder sig, når man efter kort tids sygdom eller uden varsel tager afsked med et nærtstående familiemedlem.

Endnu sværere er det at håndtere, hvis den døde har mistet livet i en tilsyneladende meningsløs forbrydelse eller ulykke.

I oktober oplevede familien til 70-årige Inger Kristensen det værst tænkelige: Hun bliver fundet knivdræbt i en bil ud for sin lejlighed.

Umiddelbart efter bliver en 64-årig mand, der i dagene op til har opsøgt Inger Kristensen, varetægtsfængslet i sagen.

Mens politi og retsvæsen har arbejdet på at få klarhed over, hvad der præcist er sket, så prøver familien at finde mening og komme videre i tilværelsen.

Stik mod familiens ønske er der imidlertid ikke hjælp at hente fra myndighederne.

Det fortæller Peter Dronninglund, der er svigersøn til Inger Kristensen.

- Onsdag eftermiddag (den 24. oktober 2018 red.) får vi overbragt nyheden om, at Inger er blevet slået ihjel, og det er egentlig sidste gang, vi er i kontakt med de offentlige instanser om det.

Ingen at henvende sig til

Efter drabet mødtes familie og pårørende i Frederikshavn, og her var fortvivlelsen stor, fortæller han.

- Vi havde fået slået en mor, en kone og en svigermor ihjel, og vi var jo fortvivlede alle sammen. Nogle mere end andre, men der var et par familiemedlemmer, der reagerede meget, meget voldsomt på det her og faktisk ikke kunne fungere i dagene efter, siger Peter Dronninglund.

Derfor undersøgte familien også, hvilke muligheder der var for at få professionel hjælp til at bearbejde chokket og sorgen.

Men svaret fra det offentlige lød, at man ikke kunne give sorgbehandling til så stor en gruppe af mennesker, og at de i stedet individuelt skulle opsøge egen læge for at blive henvist til en psykolog.

- Vi havde selvfølgelig håbet, at der var et kriseberedskab, som var udpeget til at hjælpe, når der sker noget som det her. En døgntelefon eller andet man kunne henvendte sig til, så man havde nogen, der kunne give råd og vejledning, når man står i sådan en situation, siger Peter Dronninglund.

Louise Hertz - datter af dræbte Inger - og hendes forlovede, Peter Dronninglund, fik ingen krisehjælp efter drabet på Inger.

- Jeg ved ikke, om man kan kalde det traumebehandling, men det kunne have været en psykolog, terapeut eller læge på stedet. Det kunne have været rart, siger han.

Har talt og grædt sammen

Udover de praktiske ting i forbindelse med at få frigivet liget fra retsmedicineren og få forberedt en begravelse, har familien heller ikke efterfølgende været i kontakt med myndighederne.

Et par af de pårørende er nu sygemeldte efter drabet på Inger Kristensen.

Derfor tør Peter Dronninglund heller ikke tænke på, hvad de havde gjort, hvis de ikke havde haft en stor og stærk familie.

- Der har været en helingsproces i familien, hvor vi har hjulpet hinanden, talt sammen, grædt sammen og grinet sammen, og jeg kunne forestille mig, at hvis man sad ganske få efterladte, så ville man være endnu mere fortvivlede over ikke at have støtte og en skulder at græde ved.

- Hjælpen fra det offentlige findes ikke i de her tragiske situationer. Desværre, siger han.

SF: Folk i chok og krise skal have hjælp

I regionsrådet i Nordjylland erkender medlem af psykiatriudvalget Lene Linnemann (SF), at der et problem.

Med afsæt i flere aktuelle sager har hun derfor bedt om at få sat personlig krisehjælp på dagsordenen i regionen.

Lige nu er den eneste hjælp, man som pårørende får i hånden en pjece, og det er ikke godt nok, siger hun.

- Der er nødt til at være personligt kontakt. Det med at stikke folk en seks sider lang pjece i hånden og så forvente, at folk i en krisesituation skal læse, forstå og sætte sig ind i det – det holder ikke.

- Hvis du står i en situation, hvor du er chokeret, rystet og i krise, så kan man ikke forvente, at folk af sig selv kan få fat i den rette hjælp. Vi er nødt til at sikre, at der er nogen, der hjælper, siger Lene Linnemann.

Hun mener, at der bør være økonomi og ressourcer nok til at håndtere problemet.

Efter hendes opfattelse vil det dreje sig om småbeløb, der kan gøre en stor forskel.

Facebook
Twitter