Efterskoler efter advarsel: Vi er meget opmærksomme på brandsikkerheden

Danske Beredskaber advarer om brandsikkerheden på ældre hoteller, efterskoler og kursuscentre.

Natten til d. 26. september 2016 brændte Svinkløv Badehotel ned til grunden. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Mindst 700 overnatningssteder i Danmark har ikke brandtekniske installationer af den kvalitet og i det omfang, som de burde have.

Sådan lyder advarslen fra Danske Beredskaber, der i dag har offentliggjort en opgørelse over brandsikkerheden på i alt 1.307 hoteller, efterskoler, kursuscenteret og lignende.

Fælles for mere end halvdelen af stederne er, at de ikke lever op til Danske Beredskabers anbefalinger om varslingsanlæg i hvert soverum og et automatisk varslingsanlæg, hvis der er flere etager.

Svinkløv brændt

Svinkløv Badehotel, der var bygget i træ, nedbrændte totalt natten til mandag den 26. september 2016. Der var 48 overnattende gæster, som alle blev reddet ud i sikkerhed. Svinkløv var et Danmarks mest afholdte badehoteller og en af de største træbygninger i landet. Det blev bygget i 1925.

Se Tema

Men som forældre til et barn på en af landets efterskoler, skal man ikke føle sig utryg ved brandsikkerheden.

Det understreger formanden for Efterskoleforeningen i Nordjylland og forstander på Ingstrup Efterskole, Inger Dueholm.

Hun genkender ikke Danske Beredskabers billede af, at sikkerheden skulle halte.

- Det lyder mærkeligt, for jeg ved, at vi blandt kollegerne er meget opmærksomme på brandsikkerheden. Vi holder brandøvelser hvert år, når vi får nye elever, og der er brandalarmer på alle værelser, siger Inger Dueholm.

Det er Beredskabsstyrelsen, der efter branden på Svinkløv Badehotel har bedt Danske Beredskaber om at lave opgørelsen, og hos hotellernes brancheorganisation Horesta ønsker man ikke at udtale sig om situationen, før Beredskabsstyrelsen er færdig med at behandle materialet.

Men i hotelmiljøet har branden på Svinkløv givet anledning til alvorlige overvejelser, fortæller Lars Mouritzen, der er ejer af Rønnes Hotel ved Slettestrand.

Han har selv valgt at sætte brandalarmer op på alle værelser og gange, selvom det ikke er et krav på de ældste værelser.

- Det har jeg gjort, fordi en ulykkelige brand, som den vi så på Svinkløv Badehotel, sætter tanker i gang. Det tror jeg, den har gjort hos mange, siger Lars Mouritzen, der også er regionalformand for Horesta i Nordjylland, men udelukkende udtaler sig som hotelejer i denne sammenhæng.

- Jeg mener, at man er langt, hvis man kan blive vækket, uden at man er afhængig af, at en brandvagt eller andre gæster på hotellet skal trykke på en knap, siger han.

Både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet ønsker ovenpå opgørelsen at se nærmere på de gældende regler, der alene forpligter et overnatningssted på at overholde de krav til brandsikkerhed, der var gældende på det tidspunkt, hvor stedet blev opført.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.