Eksperter dybt uenige: Hvem skal bestemme, hvad børn må have på?

Forbud mod tøj med tryk i nordjysk børnehave møder både ros og øretæver.

I børnehaven og vuggestuen "Mikael" og "Bette Mikael" i Hjørring har man indført forbud mod tøj med action-figurer, Disney-prinsesser og andet tryk. Men eksperterne er uenige om effekten af sådan et forbud. (Foto: Hjørring Kommune)

I mange danske børnehaver støder man ofte på farverige trøjer med action-figurer, Disney-prinsesser og fodboldlogoer. Men kigger man ud over legepladsen hos børnehaven og vuggestuen ”Mikael & Bette Mikael” i Hjørring, så er tøjbilledet noget mere neutralt.

I institutionen, der er privat og bygget på Rudolf Steiner-filosofien, har man besluttet, at man ikke vil lade børnene komme i tøj med tryk på. Tidligere har de nemlig oplevet, at der kan opstå en form for konkurrence mellem de helt små børn, når de møder op i tøj med stærk signalværdi.

Jeg synes, at man som forælder skal stole på, at hvis personalet tager sådan et tiltag, så gør de det for at passe godt på børnene.

Lola Jensen, Familievejleder

Forbuddet har fået flere danskere til tasterne for at uddele verbale øretæver til institutionens nye tøjpolitik. Men ifølge familievejleder Lola Jensen bør vi alle slå koldt vand i blodet, inden vi bare afviser sådanne initiativer.

– Overordnet synes jeg ikke, at det er rart, at der skal være en masse forbud. For forbud har det jo bare med at begrænse. Men når det så er sagt, så synes jeg, at man som forælder skal stole på, at hvis personalet tager sådan et tiltag, så gør de det for at passe godt på børnene, siger hun.

Vigtigt at handle på tendenserne

Lola Jensen roser ledelsen i ”Mikael & Bette Mikael” i Hjørring for at handle på den tendens, de har oplevet. Hun mener, at man som pædagogisk bevidst personale altid skal trække i den retning, som, man tror på, er bedst for børnene.

Hun kender desuden rigtig godt til problemstillingen, hvor børnenes fokus og prioriteringer bliver udfordret af ydre omstændigheder.

– Hvis madpakkerne begynder at ligne et fastelavnsris mere end en sund rugbrødsmotor. Så kan sådan noget pludselig tage til, fordi forældrene begynder at overgå hinanden. Så bør man efter min mening starte med en henstilling. Hvis det så ikke bliver hørt, kan man skride til yderligere handling med et forbud, siger hun.

Hun er godt klar over, at sådanne forbud ofte er forbundet med ramaskrig og debatter. Men det er altid hensynet til børnene, der er det vigtigste, mener hun.

Eksperter er splittede

Samme opbakning møder institutionen i Vendsyssel ikke fra børnepsykolog Margrethe Brun Hansen. Hun mener, at det er en del af livet at blive jaloux og drømme om at have noget, som andre har. Derfor er der en væsentlig læring for børn i at opleve sådanne konflikter allerede i børnehaven.

– Ved at lave et forbud løser du jo ikke opgaven. Det er en rigtig dårlig ide. For hvad lærer de af det? De lærer ingenting. Den dag, de skal i skole, vil de jo blive præsenteret for det. Så vi kan ikke leve i en isoleret verden, hvor der ikke er nogen, som er jaloux, udtaler hun til Ritzau.

Vi kan ikke leve i en isoleret verden, hvor der ikke er nogen, som er jaloux.

Margrethe Brun Hansen, Børnepsykolog

Lola Jensen har dog ikke travlt med at præsentere børnene for problemstillinger, der hører teenage- og voksenlivet til. Hun vil tværtimod gerne bevare barndommen så længe som muligt.

– I dag begynder børn helt ned i fem-syv-årsalderen at fokusere på udseende og tøj og den slags. Så allerede når de er 11-12 år gamle og har siddet i deres glamour på nettet og set alle de her serier, så synes de alle sammen, at de er grimme. Hvis vi ikke passer på, så synes de ikke, de kan leve op til at være lige så fine som alle de andre på Snapchat og Instagram. Og det er virkelig synd, siger hun.

Og netop tiltaget i Hjørring kan faktisk hjælpe til med, at konkurrencen og sammenligningerne ikke starter for tidligt, mener hun. '

Samme holdning har de i ledelsen hos ”Mikael & Bette Mikael” i Hjørring. I bund og grund handler det også om at turde at sætte nogle klare retningslinjer for børnene, forklarer børnehavelederen Line Jensen.

- Det er vores overbevisning, at de voksne ved bedst. Børnene ville jo spise fredagsslik til morgenmad, hvis de fik lov. Så vi tør godt tage ansvar i forhold til deres barndomsliv, siger hun til DR Nordjylland.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.