Én person er død efter at have ligget i respirator i Nordjylland: I hovedstaden er billedet et andet

Noget tyder på, at patientgruppen i hovedstaden har været mere sårbar i forhold til coronavirus.

Det er forskelligt, hvor mange der kommer lykkeligt igennem et respiratorforløb, når man ser på de enkelte hospitaler. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Har man større chance for at overleve, hvis man bliver lagt i respirator med coronavirus i Aalborg, end hvis man skal have respiratorhjælp i hovedstaden?

Det kunne man måske tro, hvis man ser på de seneste tal.

Men det er næppe tilfældet.

I Region Nordjylland er det kun en ud af i alt 14 patienter, som er død efter at have fået respiratorbehandling.

I Region Hovedstaden er til sammenligning 66 ud af 142 patienter døde efter respiratorbehandling.

Andelen af døde er altså væsentlig højere i hovedstaden end i Nordjylland.

Værst ser det ud på sygehusafdelingen i Hvidovre, hvor næsten 50 procent er døde efter at have modtaget respiratorbehandling. 17 ud af 35 patienter.

Det betyder ikke, at man er bedre til at behandle i Aalborg, men at patientgruppen har været anderledes i hovedstaden, forklarer flere fagfolk.

- Når vi ser på tallene, er vi selvfølgelig altid glade for at kunne præstere en dødelighed, der ligger så lavt, som den gør her i det nordjyske, siger Jakob Madsen, afsnitsledende overlæge på de intensive pandemiafsnit på Aalborg Universitetshospital.

- Men når det er sagt, så er jeg sikker på, at hvis vi skulle behandle den samme gruppe af patienter, som man har gjort i Hvidovre, så ville vi nå frem til samme resultat med dødeligheden.

Rammer de svageste hårdere

Den vurdering deles af Allan Randrup Thomsen, der er professor i virologi ved Københavns Universitet.

- Jeg ser ikke nogen grund til, at der skulle være nogen forskel i behandlingen i Hvidovre contra Aalborg, siger han.

Når der er forskel på de to steder, kan det hænge sammen med, at den del af befolkningen, der har været indlagt i Københavnsområdet, også har været udsatte på andre områder.

- Det er en kendt sag, at når en sygdom rammer, så rammer den altid de svageste i samfundet værst, og dem er der relativt flere af i visse kommuner i København, end der er i Aalborg, siger Allan Randrup Thomsen.

Patientgruppen på Hvidovre Hospital kan blandt andet have haft flere tilfælde af overvægt, type 2-diabetes og forhøjet blodtryk.

En anden faktor kan være, at vestegnskommuner som Hvidovre, Glostrup, Albertslund og Ishøj relativt set har flere indvandrere.

De bor tættere og kan på grund af sprogbarrierer have ringere forudsætninger for at følge de forholdsregler, man kan tage omkring infektionen.

- Det fører til, at der er mange, der vil blive indlagt og i en dårligere fysisk tilstand. Det er så det, der ender med at give en større dødelighed, lyder det fra Allan Randrup Thomsen.

Svært at sammenligne hospitaler

Faktisk er behandlingen af coronavirus på tværs af sygehusene relativt ens.

Den er "stramt protokolleret", som Jakob Madsen fra Aalborg Universitetshospital formulerer det. Det vil sige, at lægerne på de enkelte hospitaler følger fælles procedurer snarere end at handle på egne vurderinger.

Derfor er behandlingen i Aalborg ikke væsentligt anderledes.

- Vi kan det samme, som vores kolleger rundt omkring i landet kan. Nemlig give en rigtig god behandling, som baserer sig på vidensdeling på tværs af regionerne og hospitalerne, og så har vi fulgt den

tendens
, der har været fra udlandet og de erfaringer, der har ligget der, siger Jakob Madsen.

Inden man kan dykke længere ned i opgørelserne for de forskellige sygehuse, afventer man, at man får lejlighed til at sammenkøre

registre
for alle
regioner
og eftergå tallene.

Men selv her kan det være svært at spotte eventuelle succeser i Aalborg sammenlignet med andre steder, fortæller Allan Randrup Thomsen.

- Helt generelt skal man være meget forsigtig med at sammenligne hospitaler. Faktisk er der meget tit væsentlige forskelle, fordi patienterne er forskellige, siger han.

I alt er 22 personer døde af Covid-19 i Region Nordjylland. Heraf mange ældre og svækkede, som ikke har fået behandling med respirator.

Facebook
Twitter