Endnu en storby ruller med på dillen: Aalborg får 100 el-løbehjul

Fra i dag kan man leje el-løbehjul i Aalborg og Nørresundby centrum.

Løbehjulene i Aalborg er indstillet til maksimalt at kunne køre to-tre kilometer i timen på gågaderne af hensyn til trafiksikkerheden. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Aalborg ruller med i rækken af byer, der tilbyder elektriske løbehjul på lejebasis.

København, Aarhus, Odense og Vejle har dem allerede, og fra i dag står der altså også 100 el-løbehjul til rådighed i den nordjyske hovedstad.

Ligesom Aarhus og Vejle har Aalborg Kommune valgt at indgå en samarbejdsaftale med kun ét firma. De næste to år er det derfor det svenske firma Vois røde el-løbehjul, man kan leje i Aalborg.

Har lært af andres erfaringer

Belært af de andre byers erfaringer bliver det umuligt at benytte el-løbehjulene i Aalborgs gågader, ligesom de heller ikke kan afleveres nær havne og byens parker, for at undgå at brugerne fristes til at smide dem i vandet.

- Det er jo et samarbejde, så vi er fælles om at finde ud af, hvor vi vil have stationerne til løbehjulene, så de ikke generer de øvrige trafikanter, siger projektleder Marie Vestergaard fra Aalborg Kommune.

I første omgang bliver løbehjulene programmerede, så de kun kan køre i det centrale Aalborg og i det centrale Nørresundby.

Slowspeed-zoner

Samtidig bliver blandt andet gågaderne såkaldte slowspeed-zoner, hvor el-løbehjulene bremser ned til to-tre kilometer i timen, hvilket ifølge projektlederen reelt vil betyde, at de skal trækkes.

- Man kan simpelthen ikke komme til at køre for stærkt i gågaden, og man kan heller ikke komme til at overskride den generelle makshastighed på tyve kilometer i timen, siger projektlederen.

Hvis der er interesse for det, kan det komme på tale at udvide zonen, så man bruge el-løbehjulene til at køre til Aalborg Lufthavn og Aalborg Universitet. (© Aalborg Kommune)

Både Cyklistforbundet, Rådet for Sikker Trafik og Rigspolitiet har tidligere været betænkelige ved el-løbehjul i trafikken. Til det svarer projektleder Marie Vestergaard fra Aalborg Kommune, at man har gjort en del ud af at hjælpe brugerne til at overholde færdselsloven.

- Blandt andet med slowspeed-zonerne i gågaderne, så man ikke bliver fristet til at køre på løbehjul, hvis man ikke er helt orienteret om reglerne, siger hun.

Håber at friste bilister

Aalborg Kommune håber, at el-løbehjulene kan få flere bilister til at vælge enten den kollektive trafik eller at parkere udenfor bymidten og så bruge løbehjulet til at komme det sidste stræk.

- Vi er selvfølgelig klar over, at det også kan friste fodgængere og cyklister, og det er vi ikke så interesserede i, siger Marie Vestergaard.