- Det var fuldstændig vanvittigt. Min største drøm blev til virkelighed.
Sådan falder ordene fra 42-årige Dorthe Mortensen fra Løgstør, der i weekenden gennemførte sit første halvmaraton efter en lang og sej genoptræning.
I 2008 kom hun ud for en alvorlig arbejdsulykke og fik at vide, at hun aldrig ville kunne bruge sin fod igen.
Nu kan Dorthe Mortensen gå normalt og også løbe med hjælp fra et specialbygget løbestativ.
At det har kunnet lade gøre skyldes ikke mindst The Back To Life Project - et privat initiativ, der støtter, motiverer og hjælper mennesker, som er blevet invalideret på grund af sygdom eller en ulykke.
I en ny rapport fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd - får det nordjyske projekt store roser for sit arbejde med rehabilitering. Projektet beskrives blandt andet som "enestående".
Dorthe Mortensens historie begynder på hendes gamle arbejdsplads, hvor hun på det tidspunkt er ansat som specialpædagog.
En arbejdsulykke sender Dorthe i knæ
Her er der en dag en pige i kørestol, der kommer til at køre ind i hende. Fodstøtten rammer Dorthe Mortensens ankel, og det på en så uheldig måde, at hun får kappet forbindelsen til flere nerver i sin fod.
Efter ulykken begynder Dorthe Mortensen på genoptræning i det offentlige system, men hun har ingen følelse i dele af foden, og hun knækker sammen, når hun forsøger at gå på den.
Sundhedspersonalet tror ikke på, at hun kan komme tilbage på benene igen.
Hun får udleveret en kørestol, og man begynder at lægge planer for, hvordan hun kan videreuddanne sig til talepædagog, hvor hun ikke skal bevæge sig for meget rundt i hendes hverdag.
- Men det var jeg slet ikke klar til, siger Dorthe Mortensen.
- Jeg havde ondt hele tiden, men fik at vide, at man ikke rigtigt kunne gøre noget. Det havde jeg svært ved at acceptere.
Fysioterapeuterne er på det tidspunkt bange for, at hendes situation forværres, hvis hun bliver ved med at forsøge at træne foden op, men Dorthe Mortensen mener ikke, at situationen kan blive værre, og hun fortsætter.
Et halvt år efter kommer hun i et nyt træningsforløb, men efter en måned er resultatet det samme som sidst.
Undervejs bliver Dorthe Mortensen ramt af en depression, men hun insisterer.
- Jeg bliver bare ved med at træne, træne og træne, og jeg falder rigtig mange gange. Men der var det bare op på hesten igen, siger hun.
For tre år siden møder hun Mikkel Salling Holmgaard, der på egen hånd har stiftet The Back To Life Project efter, at han selv blev ramt af en alvorlig invalidering.
- Der stod det stille i min udvikling, så jeg sagde til ham, at det kunne jeg godt tænke mig at være en del af, fortæller Dorthe Mortensen.
Hos The Back To Life Project begynder hun blandt andet at træne i vand, og hun videreudvikler en teknik, hvor hun ved at holde øje med underlaget og træde på ydersiden af foden kan holde balancen.
Det var også via The Back To Life Project, at hun fik sat klare mål for, hvad hun gerne ville opnå, og her hun fik ideen til at lave en halvmaraton med hjælp fra en såkaldt ’racerunner’.
- Det var helt vildt at kunne løbe igen. Det havde jeg virkelig savnet, fortæller Dorthe Mortensen.
Når hun nu kigger tilbage på forløbet, er hun ikke i tvivl om, at The Back To Life Project har givet hende et skub, som hun ikke kunne have fået andre steder.
- Det betyder rigtig meget, at man bliver hørt, for det har jeg virkelig ikke følt, at jeg blev i det offentlige system. Når jeg sagde, at jeg var sikker på, at jeg kunne, fik jeg bare at vide, at jeg måtte leve med smerterne og det at have et handicap.
- Men her var der støtte og opbakning til at træne, og man lytter til den enkelte og det, man gerne vil opnå midt i en krise, oplevede Dorthe Mortensen.
Ejerskab for egen genoptræning
Mikkel Salling Holmgaard startede The Back To Life Project i 2012 og kørte det i første omgang på frivillig basis.
Siden har man hjulpet omkring 50 personer videre via faste forløb med fysioterapeuter og personlig træning og yderlige 150 i kortere træningsperioder.
Sidste år fik projektet støtte fra Det Obelske Familiefond, så man i dag har to fuldtidsansatte og en på deltid.
Mikkel Salling Holmgaards egen forklaring på succesen er, at man i The Back To Life Project tager den enkelte persons ønsker og drømme som udgangspunkt for træningen og arbejdet med at komme på fode igen.
Sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen i det offentlige, mener han.
- Intentionerne i det system er på plads, for man vil jo gerne hjælpe hinanden, men man gør det ikke individuelt. Det med at lytte og gå mere lavpraktisk til opgaver, tror jeg, er det, man kan lære af vores tilgang til det, siger han og fortsætter:
- Vi er gode til at kigge på mennesker og spørge, hvad du gerne vil i stedet for at spørge, om du kan arbejde 37 timer, eller om du ikke kan. Vi giver dem ejerskab for deres egen træning, og der sker noget sjovt med mennesker, når de for eksempel får lov til at kæmpe for at komme tilbage og stå på ski. Så skal det med arbejdet nok komme sideløbende.
Back To Life skal skubbe systemet
Lignende konklusioner sidder man tilbage med hos VIVE efter en grundig gennemgang af projektet.
Det fortæller forsker Laura Emdal Navne.
- Nogle af de her deltagere oplever, at den træning, de får, har forbedret deres fysiske funktionsniveau markant. Andre fortæller, at de har fået mere mod på hverdagens udfordringer sådan helt generelt, siger hun.
- Det, som mennesker i rehabilitering ofte efterspørger, er, at man faktisk bliver taget alvorligt som individ og bliver set og hørt i stedet for, at man møder et system, som har nogle krav og regler, der er svære at bøje.
Med VIVE’s positive vurdering af The Back To Life Project håber Mikkel Salling Holmgaard at kunne skubbe lidt til det offentlige system, og at det fremover bliver nemmere for The Back To Life Project og andre at indgå i samarbejder med kommuner og regioner, så man kan supplere det offentlige.
Dorthe Mortensen er i dag tilbage i sit job som pædagog på et specialbørnehjem, hvor hun nu kan gå rundt uden at spekulere over sit handicap.
Hun håber, at flere vil finde inspiration i The Back To Life Project, og at det kan rykke ved nogle af de metoder, man benytter på sygehuse og genoptræning i det offentlige.
Det kan i sidste ende gøre forskellen i forhold, om man formår at vende tilbage til dagligdagen eller ender på passiv forsørgelse.
- I sidste ende bliver det en dyrere opgave end at hjælpe mig tilbage. Jeg synes, at man skal høre mere på, hvad de forskellige borgere gerne vil, siger hun.