Enhedslisten: Alle alkoholbehandlere skal have en uddannelse

I dag er der stor forskel fra kommune til kommune på den hjælp, alkoholikere kan få.

I nogle kommuner kan alkoholikere få hjælp af uddannede behandlere, i andre ikke. Det vil Enhedslisten have ændret. (© ColourBox)

- Vi mener ikke, at det skal være et lotteri afhængig af, hvilket postnummer man har.

Sådan siger Enhedslistens sundhedsordfører Stine Brix om den kommunale behandling til alkoholikere. I dag er der intet krav om, at behandlerne skal have en uddannelse, og det gør, at en alkoholiker i én kommune kan få hjælp af en uddannet behandler, men ikke i en anden.

Derfor fremsætter Enhedslisten i næste uge forslag i Folketinget om, at behandlere skal autoriseres.

- Pointen er, at vi skal have en højere kvalitet i alkoholbehandlingen. Vi skal sikre, at alle dem, der står for behandlingen ude i kommunerne, har en uddannelse til formålet, siger Stine Brix.

De nyeste tal over alkoholbehandling i Danmark er fra Sundhedsstyrelsens alkoholstatistik fra 2015 og viser, at der i 2009 var 12.000 personer i offentligt finansieret alkoholbehandling. I 2013 var tallet steget til 15.420.

Enhedslistens forslag falder i god jord hos både behandlere og hos interesseorganisationen Alkohol og Samfund. Ifølge direktør Peter Konnow vil en ensartning af behandlingen både være godt for patienter og behandlere.

- Vi synes, det er en rigtig god idé. Der er brug for, at behandlerne alle sammen får den alkoholbehandleruddannelse, som Sundhedsstyrelsen udbyder, siger han.

Også hos dem, der sidder med den daglige behandling, er der opbakning til forslaget. Leder af misbrugsbehandlingen i Vesthimmerlands Kommune, Malene Hauerslev, mener, at borgere med alkoholproblemer har ligeså stor ret til ensartet behandling som for eksempel kronisk syge.

- Det er rigtig vigtigt. Både i forhold til, at man sikrer, at alle borgere får den samme behandling, og i forhold til, at man med autoriseret behandling får mulighed for at klage til Styrelsen for Patientklager, siger hun.

Facebook
Twitter