Et maleri på væggen giver ro og lyst til at tale med andre patienter

Det har en gavnlig effekt for patienterne, når der er kunst og kultur på hospitalet, viser et forskningsprojekt fra Aalborg Universitet.

- Det er lige som at få en buket blomster på ens bord, siger Simon Sanfi, der lige nu er indlagt på sygehuset i Hjørring om kunstværkerne på væggen. (Foto: Katrine Seier © DR Nórdjylland)

Sterile og lyse rum uden meget andet indhold end en seng, et par stole og noget hospitalsudstyr.

Det vil nok være det billede, de fleste af os får, når vi tænker på et sygehusophold. Men hænger der også kunst på væggen, er der en chance for, at du har haft en bedre oplevelse af at være indlagt.

Det peger et nyt forskningsprojekt fra Aalborg Universitet på.

Her har man ved hjælp af interviews med patienter og brug af termiske kameraer undersøgt, hvordan patienter reagerer, når der er billeder og malerier på stuerne.

I forbindelse med projektet fjernede man i en uge al udsmykning på væggene i fem opholds- og spiserum på sygehuset i Hjørring, før man ugen efter placerede fem udvalgte værker fra kunstmuseet Kunsten i Aalborg på væggene.

I begge tilfælde lavede man efterfølgende interviews med patienterne og holdt undervejs øje med, hvordan de bevægede sig rundt på stuerne, og senere lavede man et lignende forsøg på sygehuset i Glostrup.

Her ses et af de værker, der blev brugt i forskningsprojektet. (© Aalborg Universitet)

Resultaterne viser, at det faktisk gør en forskel for patienterne, og at det også har givet dem noget at tale om, når der er gjort plads til udsmykning på væggene, fortæller Ph.d.-studerende i lysdesign ved Aalborg Universitet Stine Maria Louring Nielsen.

- Som patient følte man, at man blev budt velkommen på en anden måde og guidet ind i omgivelserne. Man oplevede også en større fornemmelse af ro og tryghed, og stemningen i lokalet blev forandret.

- På Glostrup Hospital viste det sig, at kunsten også kunne åbne op for tanker, minder og følelser hos patienterne, siger hun.

Godt for både krop og psyke

Der er tidligere lavet undersøgelser på området, hvor man eksempelvis har kigget på kunst og sammenhængen til liggetider og medicinforbrug, men der har manglet kvalitative forsøg som her, hvor man har fulgt og overvåget en konkret gruppe af personer for at se, hvordan det påvirker dem.

Resultaterne understøtter behovet for at komme hele vejen rundt, når man skal behandle og hjælpe mennesker i sundhedssystemet, mener Stine Maria Louring Nielsen.

- Det hele hænger sammen. Både krop og psyke. Når din krop skal hele, er det godt, at den er i et roligt og trygt miljø, så den ikke bliver yderligere stresset, for kroppen arbejder jo på at hele sig selv.

- Hvis man kigger på det med en holistisk tilgang til mennesket, så kan vi helt klart sige, at når man som menneske kommer ind i et rum, hvor man føler sig tryg og i ro og omfavnet af sine omgivelser, så vil det kunne fremme eller understøtte en helingsproces. Og i hvert fald ikke spænde ben for den, siger hun.

Fonde hjælper med penge

På sygehuset i Hjørring er museumsværkerne fra forsøget for længst taget ned men erstattes nu med ti nye akvarelmalerier med motiver fra eksempelvis Skagen.

- Vi er enormt optaget af, at vi har god kunst på væggene, siger Charlotte Fuglesang, der er sygefaglig direktør på stedet.

- Kunst giver patienterne tryghed og ro og ikke mindst mulighed for at abstrahere og tænke på noget andet, mens man er på hospitalet. Så det kan vi klart bruge til noget positivt.

(© Aalborg Universitet)

Vi hører ofte, at der mangler penge til sygehusvæsenet. Er det realistisk at finde penge, man kan bruge på kunst?

- Det er rigtig nok, at pengene er få, og derfor har vi også allieret os med statens kunstfond, som udlejer malerier til os for ti år af gangen, og på samme måde har vi lokale kunstnere, der også kommer og hænger malerier op hos os. Så det er også en måde at løse det på, siger Charlotte Fuglsang.

Også blandt de patienter, der lige nu opholder sig på sygehuset, er der glæder at spore omkring brugen af kunstværker.

- Det er lige som, når man får en buket blomster på ens bord. Det kan give godt humør, specielt når man er her i længere tid, siger Simon Sanfi fra Hjørring.

Facebook
Twitter