Et milliondyrt superkartoffelprojekt er endt uden kartofler

Forskere på Aalborg Universitet må opgive at fuldende et 23 millioner kroner dyrt projekt, der gik ud på at udvikle en kartoffel, der er ekstra modstandsdygtig overfor blandt andet skimmelsvamp.

Superkartoflen skal blandt andet kunne modstå skimmelsvamp, bruge mindre vand og give større udbytte. (arkivfoto) (© Colourbox)

Et milliondyrt projekt med at udvikle en superkartoffel på Aalborg Universitet er endt kartoffelløs.

- Projektet løb ind i tekniske vanskeligheder, som har umuliggjort at færdiggøre det inden for projektets varighed, siger leder af det 23 millioner kroner dyre projekt, Kåre Lehmann Nielsen.

Forskningsprojektet er dermed afsluttet uden den planlagte kartoffel, der kan modstå skimmelsvamp, bruger mindre vand og giver større udbytte.

Forskningsleder: Millioner er ikke spildt

Men forskningslederen afviser, at de mange penge er spildt.

- Vi har tilvejebragt betydelig viden, der vil accellere udviklingen af nye forbedrede afgrøder og varianter af kartoflen i fremtiden, siger han.

Forsinkelserne i projektet har betydet, at de danske forskere er blevet overhalet af forskere i England. Der er det lykkedes at udvikle en skimmelfri kartoffel ved blandt andet at indsætte et gen fra en vild sydamerikansk kartoffel, skriver Ingeniøren.

Superkartoffel skal sikre mad til voksende befolkning

Selvom det danske projekt nu er afsluttet, arbejder forskerne på Aalborg Universitet videre med de erfaringer og resultater, de har opnået med deres udgave af en superkartoffel.

Superkartoflen skal være med til at sikre nok mad til verdens voksende befolkning. Og selv om den ikke er klar til at blive sat i jorden, så bidrager projektet til det, siger Kåre Lehmann Nielsen.

- I lyset af alle de delmål, vi har nået, har vi lavet et betydeligt bidrag til, at nye forbedrede afgrøder kan være med til at sikre forsyningssikkerheden i fremtiden, siger han.

Facebook
Twitter