Færge-strid: Læsø-boere kan ikke være sikker på at komme med egen færge

Presset på Læsø-færgen er så stor, at Læsø-boere skal bestille plads for at komme med

Turisterne fylder godt op på Læsøfærgerne - men politikerne kan ikke enes om spørgsmålet: Skal vi have en ny og større færge? (Foto: Christine Nørgaard © DR Nordjylland)

Presset på de to Læsø-færger stiger - især nu, hvor priserne er sat ned med støtte fra staten.

Turisterne fylder godt op på færgerne - men politikerne kan ikke enes om spørgsmålet: Skal vi have en ny og større færge til at afløse den 20 år gamle Margrethe.

- Standen på dem er god, de kan sagtens sejle 10 år mere, siger byrådsmedlem og spidskandidat for Dansk Folkeparti Per Bragt om de to færger, der nu sejler mellem Frederikshavn og Vesterø.

Dansk Folkeparti og lokallisten Fælles Listen er de eneste lister på øen, der ikke ønsker en ny færge nu. De andre lister mener, at der ikke er plads nok på de nuværende færger.

Også læsøbo Kitty Palsgaard mærker et stigende pres på færgerne.

Skal huske at bestille online

- Som Læsøbo har man altid været vant til tidligere at kunne køre til færgen på den afgang, man gerne ville med. Men sådan er det ikke mere. Nu skal man huske at bestille online for at være sikker på at komme med færgen.

Det bør ikke være et problem for læsøboerne, mener borgmester Tobias Birch Johansen, der vil have en ny færge hurtigst muligt.

- Det vigtigste er, at vi både kan sikre læsøboernes færden mellem Frederikshavn mindst tyve år ud i fremtiden, og servicere vores gæster.

Hvis beslutningen om en ny færge bliver taget af den kommende kommunalbestyrelse, kan færgen tidligst stå klar om tre år.

Facebook
Twitter