Færre men dyrere villaindbrud

Selvom der bliver længere mellem indbrud i de danske hjem, så udbetaler forsikringsselskaberne de samme rekordbeløb som tidligere.

Der bliver færre indbrud, men til gengæld bliver der stjålet dyrere ting og ødelagt mere, siger forsikringsselskaberne (arkivfoto) (© Colourbox)

Antallet af indbrud i de private danske hjem falder, men erstatningerne holder sig oppe på de senere års rekordniveau.

For tyvene tager sig bedre og bedre tid, planlægger mere og slæber flere og flere værdier med sig, siger Elsebeth Reinewald, der er er sagsbehandler ved Forsikringsselskabet Vendsyssel.

- Vores indtryk er desværre også, at de ødelægger og laver mere hærværk end tidligere, siger hun.

Forsikringsselskaber udbetaler lige så meget

I Nordjylland var der i 2013 lidt over 3300 indbrud i private hjem. Det tal ventes at falde med omkring 25 procent. Men det gør det ikke billigere for forsikringsselskaberne.

Faktisk forventer man i Forsikringsselskabet Vendsyssel en stigning.

- Det har en stor betydning for de familier, der bliver berørt. Tyvene gennemroder alt og giver sig god tid. Klipper lamper ned i stedet for at rykke dem ud af væggene, som vi har set tidligere, men til gengæld ødelægger de også, siger Elsebeth Reinewald.

På landsplan udbetalte forsikringsselskaberne i rekordåret for indbrud - 2009 -næsten een milliard og 70 millioner kroner i erstatning.

Det tal har ikke ændret sig nævneværdigt de seneste år, selvom antallet af indbrud falder.

Indbrud koster i gennemsnit 26.000

Et indbrud koster i gennemsnit knap 26.000 kroner for forsikringsselskaber. For få år siden var beløbet 18.000 kr.

- Det skyldes, at danskerne har mere forbrugerelektronik, flere ipads, bærbare computere, smartphones og så videre, siger chefkonsulent Jacob Nisgaard Larsen fra brancheorganiseringen Forsikring og Pension.

- Det er relativt dyre varer og letomsættelige, siger han.

Ønsker lovkrav for indbrudssikring

Ifølge ham er indbrudene et samfundsproblem, der ikke alene kan løses af politiet. I stedet skal der være lovkrav om bedre sikrede hjem. Eksempelvis ved nybyggeri.

- Vi kan se, det har virket i for eksempel Holland, at man har indført indbrudsstandarder, så det skal kunne tage op til tre minutter at bryde et dør eller et vindue op. Et typisk moderne, dansk vindue kan brydes op på ganske få sekunder, siger chefkonsulenten.

Facebook
Twitter