Færre søger gymnasiet: Elevloft skal sikre overlevelse til skoler på landet

Antallet af unge, der søger ind på det almene gymnasium, er faldet med næsten to procent siden sidste år.

Her i Brønderslev kan det betyde, at man i fremtiden slipper for at have en halv klasse. (Foto: Katja Schlaikier © DR Nórdjylland)

29.460 unge har søgt om at blive optaget på det almene gymnasium efter sommerferien.

Det viser den seneste opgørelse fra Danske Regioner.

Det er et fald på knap to procent i forhold til sidste år. Tallet skyldes blandt andet de faldende ungdomsårgange.

Danske Regioner frygter, at udviklingen kan true små ydergymnasier og i sidste ende elever i landområder, hvor de får længere til skole, hvis lokalgymnasiet lukker på grund af svigtende økonomi.

- Hvis rigtig mange søger mod de større byer, så risikerer vi simpelthen, at vi helt fratager nogen muligheden for at få en uddannelse i deres nærområde, hvis ikke de mindre gymnasier kan overleve, siger Stephanie Lose (V), der er formand for Danske Regioner.

Udviklingen med faldende ansøgere forventer interessereorganisationen vil fortsætte.

Flere elever giver flere muligheder

Det kan få stor betydning for blandt andet gymnasiet i Brønderslev, mener Per Knudsen fra Brønderslev Gymnasium og HF.

- På sigt vil det være en stor fordel for os, at vi kan få elever her til fra Aalborg og på den måde måske få fyldt en klasse op, siger han.

Ifølge ham er gymnasiet ikke umiddelbart truet på sin eksistens.

Det var blandt andet festerne og de mange sprogmuligheder, der fik Magnus Toft til at søge et af de store gymnasier. (Foto: Magnus Munk Kristiansen © DR Nórdjylland)

- Men flere elever vil selvfølgelig gøre det mere rentabelt og give os mulighed for at give nogle flere tilbud, siger rektoren i Vendsyssel.

Fede fester trækker

For Magnus Toft var det først og fremmest det sociale liv og de mange studietilbud på Nørresundby Gymasium, der fik ham til at vælge det fremfor at følge med kammeraterne til det mindre gymnasium i Fjerritslev.

Jeg tænker, det er en god idé, så vi kan sikre de mindre gymnasier en fremtid, siger Sofie Bøjgaard Thomsen fra Brønderslev Gymnasium. (© DR Nórdjylland)

- Her har vi et stort udvalg af sprog, man kan vælge, og så får vi fede tilbud om studierejser og der bliver nogle fede fester, så det er bare virkelig fedt, siger 1.G'eren, der dog mener, at han også havde fundet sig til rette, hvis han var blevet sendt til Fjerritslev.

I Brønderslev har Sofie Bøjgaard Thomsen bevidst valgt det nærmeste gymnasium. Selvom hun godt ved, at nogle måske vil mene, at det er uretfærdigt, hvis man ikke kan vælge frit, så er det vigtigt for hende at støtte de lokale gymnasier.

- Det vil jo være træls, hvis man ikke kan vælge at gå på et gymnasium her i Brønderslev i fremtiden, fordi der ikke er et, siger gymnasieeleven.

Facebook
Twitter