Far til 21-årig handicappet: Min datter isoleres i sit eget hjem

I et spareforslag lægger Mariagerfjord Kommune op til, at handicappede ikke længere skal ud af huset til oplevelser og aktiviteter. En trist udvikling, mener foreningen for udviklingshæmmede.

Handicappede risikerer at blive isoleret, hvis deres aktiviteter udelukkende skal foregå på deres botilbud, mener en far og foreningen LEV (arkivfoto) (Foto: Colourbox)

Tidligere på året kom det frem, at udviklingshæmmede må blive hjemme fra ferie, fordi flere kommuner sløjfer den økonomiske støtte til, at de kan få deres nødvendige hjælpere med.

I Mariagerfjord Kommune lægger et spareforslag nu op til, at kommunens handicappede også i det daglige må undvære at komme ud af huset til oplevelser og aktiviteter.

Ifølge forslaget skal handicappede i langt højere grad sættes i gang hjemme på deres botilbud.

- Det er jo en katastrofe, mener Torben Jensen fra Hobro.

Far ønsker det bedste for sit barn

Han er far til 21-årige Mia, der har Downs Syndrom og bor på et botilbud. Og faderen er bekymret for kommunens spareplaner.

- Man ønsker jo det bedste for sit barn og derfor gør det mig ked af det. Min datter og mange andre vil få et liv, der er isoleret fra det omkringliggende samfund, siger Torben Jensen.

Området kulegraves før beslutning 

Ifølge handicapchef i Mariagerfjord Kommune, Peer Heitmann, skal der spares to millioner kroner, men han lægger vægt på, at intet er besluttet endnu.

Men blandt tankerne i forbindelse med besparelserne er altså, at nogle af de handicappede beboere i højere grad kunne lave aktiviteter med udgangspunkt i boligen, i stedet for at skulle ud i aktivitetstilbuddene for at lave dem.

- Der er måske nogen, der kan have et lige så indholdsrigt liv, ved at tage udgangspunkt i deres eget liv, siger handicapchefen.

LEV: En rigtig trist udvikling

I foreningen for udviklingshæmmede, LEV, bekymrer det, at flere og flere kommuner, ifølge dem, skærer i handicappedes tilbud. Det fortæller politisk konsulent, Thomas Gruber.

- Vi ser det som en rigtig trist udvikling, der gør op med årtiers enighed om, at selvfølgelig har handicappede også ret til at komme ud og få et miljøskifte - altså at komme ud fra det sted, hvor de bor til dagligt, siger han.

21-årige Mias far, Torben Jensen, mener, at kommunens forslag er at gå for langt. Også selv om der skal spares.

- Det er jo de her menneskers hverdag, man slår i stykker, siger faderen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk