Fejrer 50-års jubilæum: Men seksualundervisning trænger til en rejsning

På mange skoler hænger seksualundervisningen 'i laser', mener ekspert.

Seksualundervisning er i dag obligatorisk i den danske folkeskole, men er ikke skemalagt. Det betyder, at det er op til de enkelte skoler at planlægge undervisningen i faget. (© Unsplash)

Kondomer på bananer, akavede klasselærere og fnisende drenge på de bagerste rækker.

I år kan et af de mest tåkrummende øjeblikke i folkeskoletiden fejre 50-års jubilæum.

Det var nemlig i 1970, at seksualundervisningen blev fast inventar på skoleskemaet.

Undervisningen blev obligatorisk, og selvom det i dag stadig er et krav, at eleverne får historien om blomsterne og bierne i skoletiden, trænger undervisningen til et løft.

Det mener både forskere og organisationer.

- Både fra hverdagen på skolerne og forskningen ved vi, at det i virkeligheden ikke går særligt godt. Der er mange skoler, hvor seksualundervisningen hænger i laser for at sige det rent ud.

Det siger Christian Graugaard, der er læge og professor i almen sexologi ved Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet.

I 1967 lavede Danmarks Radio programmet 'Du bliver voksen'. Det kunne bruges i seksualundervisningen på de ældste klassetrin. I programmet forklarede overlæge Henrik Hoffmeyer om "piger og drenges udvikling, forskellene mellem dem, det nye ansvar de får og om selve kønsmodningen".

Tilfældigt hvad der sker på skolerne

Selvom det er 50 år siden, at seksualundervisningen blev obligatorisk, er faget stadig ikke skemalagt.

Det betyder, at det er op til de enkelte skoler og lærere at tilrettelægge undervisningen.

I dag blev 50-års jubilæet markeret med en høring på Christiansborg med titlen ”Seksualundervisning i danske skoler gennem 50 år – hvad har vi lært, og hvordan kommer vi videre?”

Her deltog blandt andre Sex & Samfund, og de havde en ønskeliste med, som de gerne så blev til virkelighed.

- Vi mangler, at der bliver lavet en plan for, hvordan faget løftes ude på skolerne. Og så anbefaler vi, at der bliver sat nogle faste timer af til faget. I dag er det meget tilfældigt, hvad der sker ude på skolerne, siger generalsekretær Bjarne B. Christensen.

Desuden peger Sex & Samfund blandt andet på, at der er brug for, at lærerne kan blive klædt bedre på til seksualundervisningen i deres uddannelse og gennem efteruddannelse.

  • I 1966 var seksualundervisningen endnu ikke blevet obligatorisk i folkeskolen. Men her får en gruppe unge alligevel forklaret, hvordan den menneskelige forplantning fungerer, og hvordan man undgår en graviditet. (Foto: © PEDERSEN PEER, Scanpix)
  • Vi er tilbage i 1998, hvor 8. A på Sengeløse Skole øver sig i brugen af kondomer i seksualundervisningen. (Foto: © MOGENS LADEGAARD, Scanpix)
  • I 2008 øvede 7. klasse på Klostervængets Skole på Nørrebro i København sig også i disciplinen kondompåførelse. (Foto: © christian Als, Scanpix)
1 / 3

Seksualitet skal være et emne i folkeskolen

Selvom tæerne næsten automatisk krummer sig sammen på de fleste, når de tænker tilbage på tiden med seksualundervisning, er faget enormt vigtigt, fortæller læge og professor Christian Graugaard.

- Seksualitet, kønnet, kroppen og kærlighedslivet er centrale dele af de fleste menneskers liv, trivsel og sundhed. Det gælder naturligvis også for børn og unge, siger han og fortsætter:

- Hvis vi vil have en skole, som ikke kun går op i, om eleverne kan bøje tyske verber og løse andengradsligninger - men også om de kan leve et godt og trivselspræget liv- så giver det god mening, at seksualitet også er et emne, der skal berøres i folkeskolen.

'Jeg synes, undervisningen er meget mangelfuld'

På Sønderbroskolen i Aalborg er eleverne i 8. klasse enige med fagfolkene.

Her savner de både mere og bedre seksualundervisning.

- Vi får meget at vide om det helt basale. Men vi får for eksempel ikke så meget at vide om, hvad vi skal gøre i forskellige situationer, hvis vi oplever noget, som ikke føles rigtigt, siger Karoline Marie Clemmensen.

Det er Sara Aaby Tvilling Larsen helt enig i.

- Jeg savner også, at vi taler om seksuelt misbrug og hvor mange, der bliver krænkede på skoler og arbejdspladser.

Hun savner også en undervisning, som er en smule mere nutidig.

- Jeg synes, at undervisningen er meget mangelfuld. For eksempel lærer vi kun noget om heteroseksuel sex og forhold. Vi lærer overhovedet ikke noget om de forskellige køn og seksualiteter, der ellers er, siger Sara Aaby Tvilling Larsen og fortsætter:

- De fleste ved, hvordan man er sammen pige og dreng. Men vi lever i et samfund, hvor flere åbent levet som homo- og biseksuelle. Det synes jeg, der mangler at blive sat fokus på.

  • Sara Aaby Tvilling Larsen er 14 år gammel og går i 8. klasse på Sønderbroskolen i Aalborg (Foto: © christine Nørgaard, DR Nórdjylland)
  • Karoline Marie Clemmensen (til venstre) og Sanda Cerimagic (til højre) er begge 13 år og går også i 8. klasse på Sønderbroskolen i Aalborg. (Foto: © christine Nørgaard, DR Nórdjylland)
  • Jens Peter Bak underviser blandt andet 8. klasserne i idræt og biologi. Han fortæller, at der også i forbindelse med idrætsundervisningen af og til kommer snakke om køn og kønsforskelle. (Foto: © christine Nørgaard, DR Nórdjylland)
1 / 3

Bliver hurtigt akavet med klasselæreren

Seksualundervisningen findes i dag ikke kun i biologitimerne. Den dukker også op på flere andre tidspunkter, fortæller Jens Peter Bak, der blandt andet underviser 8. klasser i biologi og idræt på Sønderbroskolen.

- I går havde vi eksempelvis en fødselsdagssituation, hvor vi snakkede om, hvad det ville sige at fylde 14 år og 15 år, og hvilke regler der følger med. Og så var der også en vis politiker, der er blevet talt om i medierne for nylig, som også blev vendt, fortæller han.

Men Sara Aaby Tvilling Larsen mener faktisk, at lærerne skal blive siddende på lærerværelset, når der står seksualundervisning på skemaet.

- Det bliver hurtigt akavet, når det er ens klasselærer, som står for det. Eleverne får ikke stillet de spørgsmål, som de egentlig har, fordi man har et lidt personligt forhold til sine lærere.

Selvom Sanda Cerimagic også savner mere seksualundervisning, synes hun ikke, der er nogen grund til, at hverken lærere eller elever bliver pinligt berørte over snakken om forplantning, pubertet og prævention.

- Jeg synes ikke, det er pinligt at snakke om. Det gjorde jeg, da jeg var mindre, men ikke længere, fordi jeg tænker, det er helt normalt.