Fiskere vil ikke acceptere nye miljøhensyn i Kattegat

De nordjyske Kattegat-fiskere giver ikke meget for miljøministerens forslag om beskyttelse af nye dele af Kattegat.

Fiskerne ud fra Strandby, som ses her, har svært ved at se, hvordan fiskeriet skal hænge sammen, hvis et nyt forslag fra miljøministeren bliver til virkelighed (arkivfoto) (Foto: Claus Wærens © DR Brugerbilleder)

- Vi kan ikke acceptere det her!

Sådan siger fiskerne fra den store fiskerihavn i den lille by Strandby syd for Skagen om miljøministerens planer om at forbyde fiskeri med bundtrawl i store dele af Kattegat.

Formanden for Strandby-fiskerne, Claus H. Pedersen, frygter konsekvenserne for en række kystbyer og samfund omkring Kattegat.

- Det er meget muligt, at det er hendes mening men et eller andet sted, så har vi jo en historisk rettighed på det her fiskeri. Hvis du forbyder bundtrawl i Kattegat, så forsvinder hovedparten af Kattegat-fiskeriet.

Hensyn skal beskytte havbundens dyr

Ifølge miljøminister Kirsten Brosbøl (S) og generalsekretæren for Verdensnaturfonden, Gitte Seeberg, er det nødvendigt med beskyttelse af en række nye områder i Kattegat. Det skriver de to i en kronik i Politiken i dag.

Regeringen vil udpege 650 km2 beskyttet område, hvor blandt andet havtrawl og indvinding af råstoffer bliver forbudt.

- Vi skaber nu nogle oaser på havbunden, hvor sårbare dyr får bedre levevilkår, siger miljøministeren til Politiken.

Forslaget sendes nu i høring.

Fiskere: Havbunden er ikke et akvarium

Fiskeren Claus H. Pedersen frygter dog for en række havne omkring Kattegat, hvor fiskere fanger jomfruhummere med netop bundtravl. Han nævner særligt fiskeriet fra Læsø, Bønderup, Grenå, Gilleleje, Hundested og Strandby.

- De havne vil blive utrolig hårdt ramt. Og det er ikke fordi, der er meget fiskeri tilbage i forvejen, siger Claus H. Pedersen, som ikke giver meget for ministerens hensigt med at beskytte bunddyrene.

- Jeg har ikke noget indtryk af, at det skader bunden. Bunden bliver brugt til noget andet end til at være akvarium. Den bliver brugt til at producere noget fisk og jomfruhummer.