Fiskerestauratør: Latterligt at bøfhus vil have eneret på Jensen

Højesteret tager i disse dage stillling til, om Jacob Jensens fiskerestaurant må beholde hans efternavn. Jensen's Bøfhus har anket sagen fra Sø- og Handelsretten.

Jacob Jensen synes, det er latterligt, at Jensens Bøfhus vil have ham til at ændre sin fiskerestaurants navn. (Foto: © Mette Jensen, Jensens Fiskerestaurant)

- Jeg synes, sagen er skruet helt op på et plan, hvor den ikke hører hjemme.

Sådan siger Jacob Jensen fra Sæby.

Torsdag genoptog Højesteret en sag om, hvorvidt nordjydens fiskerestaurant må beholde sit navn - Jensens Fiskerestaurant. Der forventes en afgørelse om en uge.

Restauratør: Totalt latterligt

Det er Jensen's Bøfhus, der længe har forsøgt at få fjernet navnet Jensens Fiskerestaurant. Den store kæde mener, at navnet på den nordjyske restaurant krænker virksomhedens rettigheder.

En påstand, som nordjyden kalder for totalt latterlig.

- Jeg kan ikke forstå, at en stor virksomhed som Jensen's Bøfhus kan føle sig truet af en lille restaurant med et helt andet koncept, siger Jacob Jensen.

Dømt til at ændre logo

Ifølge ham er op mod 95 procent af salget i restauranten fisk.

- Og vi var to i klassen, der hed Jacob, så jeg er altid bare blevet kaldt Jensen, siger den 46-årige restauratør om navnet på restauranten.

Sø- og Handelsretten behandlede sagen sidste år, og her fik Jacob Jensen lov til at beholde navnet.

Dog skulle han ændre restaurantens logo, så der ikke længere stod 'restaurant' og så 'Jensen' ikke var specielt fremhævet. Derfor står der nu Jensens Fisk på restaurantens facade og hjemmeside.

Jensen's Bøfhus: Folk forbinder Jensen med os

Men Jensen's Bøfhus var utilfreds med dommen og ankede til Højesteret, der altså behandler sagen nu.

- Vi har jo brugt millioner af kroner på at markedsføre vores navn, så folk forbinder Jensen med os, når man taler om restauranter, siger Palle Skov Jensen, der er indehaver af Jensen's Bøfhus.

Ifølge ham handler det overhovedet ikke om, at virksomheden med ialt 49 restauranter i Danmark, Sverige, Norge og Tyskland føler sig truet af fiskerestauranten i Sæby.

- Det er udelukkende for at beskytte vores brand, siger Palle Skov Jensen.

Han fortæller, at han blev opmærksom på Jensens Fiskerestaurant, da der åbnede en afdeling i Kerteminde.

- Flere kom og spurgte, om vi nu også var begyndt at drive fiskerestaurant, siger han.