Flere er med på bølgen: Nordjyske badehoteller er et hit

God eksponering på tv kan være en del af forklaringen på, at nordjyske badehoteller melder om succes.

Munchs Hotel i Hirtshals er blandt de badehoteller, der for tiden oplever stor interesse. (Foto: Mette Scheel Persson © DR Nórdjylland)

En god badeferie behøver ikke nødvendigvis at foregå under sydens sol, men kan sagtens finde sted i Danmark.

Det har flere danske og udenlandske turister tilsyneladende fundet ud af. I hvert fald melder flere nordjyske badehoteller om stigende besøgstal inden for de senere år.

Det er blandt andet tilfældet på Munchs Badehotel syd for Hirtshals. Her har man i løbet af de seneste fem år fordoblet antallet af gæster.

- Så... Det går fint, lyder det med vendsysselsk besindighed fra indehaver Britta Munch Jensen.

En lignende udvikling kan man berette om på Hjorts Hotel i Skagen.

- Det går mildest talt fremragende. Der er fuld belægning, siger hotellets chef Lasse Rosenberg.

Han peger på TV2’s tv-serie 'Badehotellet', som en del af forklaringen på, at flere søger nostalgi og ferieoplevelser på den gammeldags facon.

- Hjorts Hotel er et af de mest autentiske badehoteller i Danmark, og det ligner meget det badehotel, vi har set i fjernsynet over de seneste sæsoner, fortæller han.

Også det nystartede Blokhus Badehotel melder lidt over en uge efter åbningen om fuld belægning til den kommende weekend.

Facebook
Twitter