Flere lyst- og fritidsfiskere taget i at overtræde reglerne: ”Man tager chancen”

Det er til skade for livet i havet, når flere fisker ulovligt, advarer Fiskeriinspektoratet.

Ulovligt fritidsfiskeri med garn tæt på kysten kan være med til at presse bestandene af laks og ørreder. (Arkivfoto) (Foto: STEFFEN ORTMANN)

Bølgerne skvulper ind mod kysten denne lyse sommerdag på stranden syd for Sæby, hvor alt tilsyneladende ånder fred og idyl.

Men det var blot for ganske nylig, at Fiskeriinspektoratet på et kontrolbesøg tog tre fiskere med ulovlige garn tæt på kysten.

- De blev taget på fersk gerning for at fiske inden for hundred meter af kysten, hvor der ellers er fredningszone, fortæller afdelingsleder for Fiskeriinspektorat Vest i Frederikshavn, Kasper Schou.

- Når man kigger ud over havet, er der jo ellers masser af vand, som man kunne fiske på, men der er altså mange, der gerne vil her ind og fiske for at fange laks og ørreder.

Problemet med at fiske så tæt op ad kysten er, at man her finder fisk, der enten svømmer ind langs kysten for at finde vandløb, de kan gyde i, eller er på vej ud i det store hav for at æde sig mætte og store, så de selv en dag kan blive klar til at gyde.

Derfor er fiskeriet med garn tæt på kysten og ved udløb af åer og bække forbudt, men det stopper ikke alle.

Bestanden bliver presset

Alene på lyst- og fritidsfiskeri i fredningsbælter er antallet af sager om ulovligt fiskeri fra 2016 til 2017 steget fra 66 til 95 tilfælde, mens det samlede antal overtrædelser er steget fra 530 til 618 sager, hvilket svarer til en stigning på 17 procent.

Det viser friske tal fra Fiskeristyrelsen.

Henover perioden har myndighederne fået flere og mere præcise anmeldelser af ulovligt fiskeri, men Fiskerinspektoratet har samtidig skåret i antallet af kontrolbesøg.

Det er derfor ikke til at sige, om tallene er udtryk for bedre kontrol, eller om omfanget af ulovligt fiskeri er øget. Under alle omstændigheder har det alvorlige konsekvenser, siger Kasper Schou:

- Konsekvensen er, at de bestande, vi har herude, bliver presset mere, end de skal være. Vi har en bestand af ål, som er helt nede i kælderen i forhold til de mængder, der var i gamle dage. Og hvis man bliver ved med at drive et fiskeri, der går ud over det, det kan holde til, så er der på et tidspunkt ikke flere ål tilbage. Det er sådan, det kommer til at gå.

Fredede områder er særligt problematiske

Udover fiskeri i fredningszoner og ulovlig fangst af ål med ruser i perioder, hvor det er forbudt, bliver fiskerne også taget i manglende mærkning af udstyr og i at bruge for mange garn, eller fiskeriredskaber som slet ikke er godkendt. Det kan eksempelvis være ved fiskeri med brug af betonrør eller bildæk, som ålene kan blive fristet til at søge ind i.

Også i Danmarks Naturfredningsforening er man bekymret for det ulovlige fiskeri.

- Det er problematisk i sig selv, at man fisker ulovligt, men at man så ovenikøbet gør det i fredningsbælter, der er lagt ud for at sikre både ål, laks og ørreder, som vandrer mellem ferskvandet og havet, som en livsnødvendig del af deres cyklus, er stærkt problematisk. Det er jo flaskehalse, som alle fisk skal igennem, siger havbiolog ved Danmarks Naturfredningsforening Henning Mørk.

- Jo flere gydemodne fisk, du tager, jo færre bliver der jo til at sikre, at der er nok yngel til næste år og en bestand fremover.

Hos det lokale Vendsyssel Fritidsfiskerforening er man også kede af det ulovlige fiskeri.

Her frygter formand Bjarne Christensen, at det kan føre til begrænsninger og yderligere regulering af fritidsfiskeriet, ikke mindst hvis det er fiskeforeningens egne medlemmer, der bliver taget.

Fiskere kan lade sig friste

Samtidig erkender han, at det kan være fristende at sætte et garn ekstra ud, hvis man ikke har fået noget i nettet.

- Jeg synes, det er trist, at folk ikke kan holde sig inden for reglerne, når vi har regler at rette os efter. Men det er nok sådan, at der hvor fisken er, der fisker man, og så tager man chancen. Så må man tage straffen, hvis kontrollen dukker op, siger han.

Tager du også selv nogle gange chancen?

- Nej, ikke mere. Det er mange år siden, jeg har fisket med et garn mere, end jeg måtte, siger Bjarne Christensen, der mener, at man godt kan løsne op for reglementet og for eksempel give fritidsfiskerne lov til at fiske med flere garn i de områder, der ikke er fredede.

- Helt sikkert. Der er så få fisk i dag, at du faktisk ikke kan fange et måltid til dig selv. Tre garn rækker ingenting til, siger han.

Men de tre garn, som reglerne i dag siger, er rigeligt til almindeligt fritidsfiskeri, lyder det fra Kasper Schou fra Fiskeriinspektorat Vest.

- Det mener jeg absolut, det er. Med de seks redskaber (garn inkluderet red.), man reelt har lov til at bruge, der skulle man kunne fange til sig selv. Det er jo ikke til hele familien, men til eget forbrug.

For at få ret til at fiske i Danmark er der i de fleste tilfælde krav om et fisketegn. Det var der 30.720 fritidsfiskere, der havde anskaffet sig i 2017.

Det udløser automatisk en bøde på 2.500 kroner at fiske i fredningszoner.

Facebook
Twitter