Flere mistænker at have fået stoffer i deres drink i Aalborgs natteliv: 'Jeg vil ikke drikke i byen mere'

På få år er antallet af henvendelser til Nordjyllands Politi omkring mistanke om ‘drugging’ i nattelivet mere end fordoblet.

24-årige Josefine Rasmussen mistænker, at hun fik stoffer i sin drink i Aalborgs natteliv for blot et par uger siden. Hun overvejer at stoppe med at drikke i byen fremover, fordi oplevelsen var så ubehagelig. (Foto: © (Privat foto))

Flere nordjyder har i 2022 henvendt sig til Nordjyllands Politi, fordi de mistænker, at de er blevet forgiftet ved at få puttet noget i deres drink - såkaldt 'drugging'.

I 2019 modtog Nordjyllands Politi 18 henvendelser om drugging. Men i 2022 var dét tal oppe på 48 henvendelser.

En af dem, der har oplevet fænomenet på egen krop, er 24-årige Josefine Rasmussen fra Aalborg.

For blot et par uger siden havde hun en oplevelse i Aalborgs natteliv, der gør, at hun mistænker at være blevet forgiftet.

Hun var til fødselsdag på en natklub, hvor hun pludseligt får blackout og bliver meget dårlig.

- Det var en god aften indtil jeg pludseligt ikke kunne huske noget. Min kæreste fortalte, at han aldrig har set mig i den tilstand. Jeg kunne hverken snakke eller gå, siger Josefine Rasmussen.

En anden, der har oplevet at få puttet noget i sin drink, er Henriette Sørensens datter.

Datteren er stadig så påvirket af episoden, at det er hendes mor, som fortæller historien.

- Min datter er stadig præget af det. Hun har heller ikke rigtig lyst til at gå i byen mere på grund af den grimme oplevelse, siger Henriette Sørensen fra Skørping.

En aften i juni var datteren på restaurant, hvor hun fik én genstand, før hun tog i byen i Aalborg.

Kort efter at hun havde fået sin næste drink i byen - aftenens anden genstand - fik hun "blackout".

- Hun blev fundet på gaden af en tidligere klassekammerat, der tog hende med hjem til hans veninde, hvor hun sov. Han kunne se i hendes øjne, at der var noget galt. Hun var svær at få kontakt med, siger Henriette Sørensen.

Datteren vågnede op med hukommelsestab og symptomer på forgiftning, fortæller moren.

Mange henvendelser fra Aalborg

Henriette Sørensen og datteren henvendte sig til politiet. Henvendelsen blev undersøgt, men blev dog senere afvist, fordi man ikke kunne bevise, at datterens drink var blevet forgiftet.

Henriette Sørensen. (Foto: © Pia Daugaard)

Men Henriette Sørensen er ikke i tvivl, om at der var blevet puttet noget i drinken.

- Da jeg talte med hende næste dag, havde hun ikke kontrol over sin krop overhovedet. Når hun sad i sofaen, drejede hele lejligheden rundt for hende. Hun fortalte mig, at hun var rigtig bange, siger Henriette Sørensen.

Henriettes Sørensens datter er ikke alene om at have en mistanke om at være blevet drugget i Aalborgs natteliv.

Af de 48 henvendelser, der landede hos Nordjyllands Politi i 2022, drejede hovedparten sig om Aalborgs natteliv.

Kan skyldes mørketal

Hos Nordjyllands Politi mener de, at stigningen i antallet af henvendelser blandt andet kan skyldes, at der er mere opmærksomhed på drugging i nattelivet nu.

- Generelt har vi set flere sager. Det har vi muligvis, fordi drugging er blevet italesat mere, og politiets opmærksomhed også er skærpet imod det. Det er noget, vi ser mere end for år tilbage, siger vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi, Sune Myrup.

Men Nordjyllands Politi kan ikke udelukke, at der kan være kommet flere sager om drugging i nattelivet.

- Vi kan ikke endeligt sige, om stigningen skyldes, at der tidligere har været et mørketal, hvor det ikke er blevet anmeldt eller fordi der faktisk er flere sager, siger Sune Myrup.

Anmeldte det ikke

Selvom der ifølge Sune Myrup er mere fokus på drugging hos både politiet og borgerne, er det stadig ikke alle, der henvender sig til politiet, hvis de mistænker, at de har fået stoffer i deres drink.

En af dem er Josefine Rasmussen.

Hun anmeldte ikke sin episode til politiet, fordi hun ikke kan se, hvordan de skal kunne opklare det, når hun ikke aner, hvem der kunne have puttet noget i hendes drink.

Episoden har dog gjort, at hun overvejer at stoppe med at drikke i byen fremover.

- Så vil jeg hellere drikke hjemmefra og så ikke røre noget inde i byen. Det er sådan en ubehagelig oplevelse, at man mister tilliden til andre folk, siger Josefine Rasmussen.