Flere tvangsauktioner i landbruget

Antallet af tvangsauktioner steg i årets første syv månder med 25 procent. Men det var stort set kun små landbrug, der gik på tvang.

Antallet af tvangsauktioner steg i årets første syv månder med 25 procent. Men det var stort set kun små landbrug, der gik på tvang. (Foto: Rasmus Kahlen)

Antallet af tvangsauktioner i landbruget stiger - men alligevel har landbrugene det godt. Også i Nordjylland.

Det konstaterer den største udbyder af landbrugs-lån, DLR  Kredit.

I årets første syv måneder gik 146 landbrug landet over på tvangsauktion - en fjerdedel flere end sidste år.

Men det er især de mindre landbrug, populært kaldet bolig- og fritidslandbrug, der i stigende grad går på tvang, konstaterer direktør Jens Møller fra DLR Kredit.

- Det er mindre landbrug med arealer på fem, ti, femten hektar. På egentlige produktionslandbrug har vi ikke set stigninger.

Prisfald smitter af

Når især de mindre landbrug må give op, skyldes det især at prisfaldet på ejerboliger smitter af på denne type ejendomme. Og så er mange ejere af sådanne ejendomme blevet arbejdsløse og har ikke kunnet betale deres terminer, forklarer Jens Møller.

Helt anderledes ser det ud for de rigtige producerende landbrug. Både planteavlere, svineavlere og mælkeproducenter har generelt medvind i øjeblikket.

- Samlet set har landbrugserhvervet det ganske godt i øjeblikket. Det er i høj grad understøttet af den lave rente, vi har.  

De mest forgældede står ikke til at redde

Nogle producerende landmænd - op mod 300 stykker  - er dog så forgældede, at selv stigende priser på deres produktion ikke kan hjælpe dem ud af deres økonomiske krise, siger Jens Møller.

Men de udgør et mindretal. Langt de fleste producerende landbrug har det godt lige nu.

- Og intet tyder på at landbrugets forhold skulle blive forværret i de kommende måneder, tværtimod, siger Jens Møller.

Facebook
Twitter