Følge af ny taxilov: Sværere og dyrere at få fat på en taxa på landet

Vognmænd har ikke længere pligt til at køre taxa i alle egne af kommunerne.

Formanden for Aalborg Taxa frygter, at taxaerne i fremtiden kun kører i centrum af de større byer, hvor pengene er lettere at tjene end ude på landet.

Det bliver sværere og dyrere for folk, der bor på landet, at få fat i en taxa.

Sådan siger Gert Mark, formand i Aalborg Taxa og bestyrelsesmedlem i Dansk Taxi Råd, om den nye taxilov, der er blevet til virkelighed i dag.

Hidtil har vognmænd haft pligt til at servicere alle borgere i den kommune, hvor de har fået en kørselstilladelse. Det ophører nu, og det er en forringelse for borgerne i tyndt befolkede områder, mener Gert Mark.

- Serviceforpligtelsen ophører og det samme gør døgnforpligtelsen. Når man fjerner de to ting fra loven, er det svært at forestille sig, at en taxa-vognmand synes, det er sjovt at køre en 30-40 kilometer for at flytte en kunde lokalt og få 100 kroner for det, siger han.

Han forudser, at man i fremtiden godt kan opleve, at taxaerne kun kører i centrum af de større byer, hvor pengene er lettere at tjene end ude på landet.

- Det ser jeg som en stærk forringelse for de borgere, der bor på landet. Medmindre de er villige til at betale den faktiske pris for, hvad det koster vognmanden at køre hen til kunden, flytte vedkommende og så køre tilbage til taxaens udgangspunkt igen, siger han.

Gert Mark ved godt, at trafikministeren har sagt, at der vil blive en landsdækkende maksimalpris.

- Men med andre ord siger han, at det bliver dyrere for folk på landet at køre med taxa end i dag. Hvis de da kan få fat på en taxa, lyder det fra taxaformanden fra Aalborg.

Bag den nye taxilov står regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og De Radikale.

Facebook
Twitter