For første gang i 171 år er traditionsrigt grundlovsmøde aflyst: Se de historiske billeder

Siden 1849 er politikere og ministre valfartet til en lille plet i Himmerland for at markere grundlovsdag.

Under de mægtige bøgekroner kan selv de største politikere virke helt nede på jorden.

Og det gør de, når man ser på billederne fra den traditionelle fejring af

grundlovsdag
i bøgeskoven i Terndruplund nær den lille by Terndrup i Himmerland.

Her er gundlovsdagen de seneste 171 år blevet markeret med taler af nogle af landets mest prominente politikere og ministre.

Efter talerne er der normalt spisning i den gamle spejderhytte, hvor der til tider også har været dans og fest. Men ikke i år.

For første gang i grundlovsmødets lange historie er det aflyst. Det skyldes forsamlingsforbuddet i forbindelse med coronavirus.

Normalt møder omkring tusind mennesker op til mødet, og det gør det umuligt at gennemføre i år, fortæller formand for Terndruplund-fonden Per Seeberg.

- For os er det vigtigt, at den tradition, der ligger i at afholde grundlovsarrangementer, kan bibeholdes. Det kan det ikke i år på grund af corona - vi ønsker ikke at gå på

kompromis
med, hvor stor
grundlovsdagen
skal været, siger han.

Med en så lang og rig tradition kan grundlovsmødet imidlertid godt tåle en lille pause uden, at det dør ud. Per Seeberg er sikker på, at solen igen vil skinne over lunden i 2021.

- Vi vender frygteligt tilbage næste år med nogle fantastisk gode taler, siger han.

Se et par af højdepunkterne fra de senere år.

  • Tre gange har Lars Løkke Rasmussen holdt tale i Terndruplund. Her er det et billede fra 2012. Også under valgkampen i juni sidste år besøgte Lars Løkke Rasmussen stedet på grundlovsdag. Omkring 25 minutter inde i sin tale, måtte han dog konstatere, at han havde fået det forkerte talepapir med. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
    1 / 7
  • En anden tidligere Venstre-formand og statsminister, Anders Fogh Rasmussen, besøgte i 2002 Terndruplund i selskab med forhenværende udenrigsminister Mogens Lykketoft. Mellem de to taler slog de to på tromme for det lokale orkester Sigfreds Fodvarmere, der ofte bidrager til underholdningen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
    2 / 7
  • Også andre politikere har fået lov at slå på tomme. Her er det i 1997 tidligere Venstre-formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Hans søn Jakob Ellemann-Jensen, der er nuværende formand for Venstre, har endnu turen til Terndruplund til gode. (Foto: Ernst van norde © Scanpix)
    3 / 7
  • Den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen nåede at besøge Terndruplund to gange. Her ses han på talerstolen i 1991. Anker Jørgensen gik bort i 2016. (Foto: DR's Arkiv)
    4 / 7
  • Også Danmarks første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt, har holdt tale i Terndruplund. Det gjorde hun som Socialdemokratiets formand i 2007. I 2011 vandt partiet valget med hende som leder. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
    5 / 7
  • Terndruplund har også været vært for mange andre partier end de regeringsbærende: "Det virker på mig som om, græsset er lidt grønnere, himlen er lidt mere blå, og at Dannebrogs farver er lidt klarere end sædvanligt". Sådan lød det begejstret fra daværende formand for Fremskridtspartiet Pia Kjærsgaard i 1992 tre dage efter, at danskerne ved en folkeafstemning havde sagt nej til EF's Maastrict-traktat. Et år senere stemte danskerne dog ja til en særaftale, og EF blev til EU. (Foto: DR's Arkiv)
    6 / 7
  • Tidligere SF-formand og udenrigsminister Villy Søvndahl på talerstolen i 2008. Han trak sig som udenrigsminister og medlem af Folketinget i 2013 efter en blodprop i hjertet. I dag sidder han i regionsrådet i Region Syddanmark. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
    7 / 7
Facebook
Twitter