Folk med hobbyhøns mangler tilladelse

I Danmark er det forbudt at sælge æg, der ikke er salmonellakontrollerede. Men den tilladelse kan folk der holder hobbyhøns ikke få, og det er et problem.

Ved vejboder som denne bliver der ikke solgt æg, for regler spænder ben for, at nordjyder der har hobbyhøns må sælge eller forære deres æg væk. Og den tilladelse de mangler, kan de ikke få. (Arkivfoto.) (Foto: Julie Rosenkilde © DR Bornholm)

Nordjyder der holder hobbyhøns er trætte af, at regler spænder ben for at de må sælge eller forære deres æg væk.

I Danmark er det forbudt at sælge æg, der ikke er salmonella-kontrollerede. Men den tilladelse kan folk der holder hobby høns ikke få, så de kan gøre deres æg lovlige.

- Det der er problematisk det er, at vi ikke kan få lov til at få salmonella kontrolleret vores høns og få lov til at sælge vores æg. Og samtidig kan vi jo se, at der kommer æg fra andre lande, hvor de har problemer med salmonella. Det synes vi ikke hænger sammen, siger formand for Dansk Fjerkræ Forum, Finn Jensen. 

Æg kan kun blive salmonella kontrolleret, hvis de stammer fra registrerede rugerier. Og man kan derfor kun få lov til lovligt at sælge æg ved vejen, hvis hønen stammer fra et registreret rugeri.

- Jeg tror at man vil få en bedre fødevaresikkerhed, hvis man åbnede op for, at vi også kunne sælge vores æg, siger Finn Jensen.

Ifølge Dansk Fjerkræ Forum er der mellem 80.000 - 100.000 danskere med hobbyhøns.

Facebook
Twitter