Folketingskandidat går imod partilinjen: Nej til skifergas

- Jeg mener ikke, vi skal bore efter skifergas i Danmark. Det er et skråplan, vi er kommet ud på, siger Per Husted (S).

Socialdemokraternes nordjyske folketingskandidat, Per Husted, går mod partilinjen og siger nej til skifergas (© Soc.dem.)

Per Husted fra Socialdemokraterne går nu imod partilinjen og kræver stop for skifergasboringerne ved Dybvad.

- Jeg mener ikke, vi skal bore efter skifergas i Danmark. Det er et skråplan, vi er kommet ud på, siger han.

Udtalelsen faldt på et valgmøde på Mariagerfjord Gymnasium i Hobro i aftes.

Partiformand og statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), sagde ellers for nylig, at staten bør stå ved sin skifergas-aftale med firmaet Total, som står for prøveboringerne ved Dybvad.

Husted: Vi skal være et grønt land

Men den holdning deler den nordjyske folketingskandidat altså ikke.

- Vi har en klar filosofi om et være et grønt land, og den skal vi holde fast i, siger Per Husted.

Hvis boringerne i Dybvad skal stoppes, kan konsekvensen blive, at der skal betales erstatning til Total, men det er Per Husted klar til.

- Hvis man laver en fejl, så skal man også rette op på den, siger han.

Ifølge Per Husted burde aktiviteter som udvinding af skifergas vedtages i folketinget, og det er ikke sket i denne sag.

Minister afviser at stoppe

Men det kan blive svært for Per Husted at få stoppet prøveboringen efter skifergas ved Dybvad. Det er nemlig ikke kun den socialdemokratiske statsminister, som afviser at stoppe boringerne.

Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) har også tidligere afvist at trække tilladelsen til skifergasboringen tilbage.

Klima- og energiministeren henviser til, at den tidligere regering har givet det franske energiselskab Total lov til at undersøge den nordjyske undergrund for skifergas.

Og den aftale hænger den nuværende regering på, siger Rasmus Helveg Petersen.

- Når et firma først har fået en tilladelse til at investere, så kan man ikke bare trække den tilbage. Det ville have meget vidtrækkende konsekvenser, sagde ministeren for godt en uge siden, siger ministeren.

Facebook
Twitter