Forbud slukker håbet om fyrværkeri og flammer til festivaler, byfester og bryllupper

Fyrværkeri og anden pyroteknik er fra middagstid onsdag helt bandlyst.

Der bliver hverken fyrværkeri eller andre lignende effekter fra scenen på Nibe Festival. (© Nibe Festival)

Den knastørre sommer får nu konsekvenser for festivaler, byfester og bryllupper landet over.

På Nibe Festival, der begynder i dag, er der indført et totalt forbud mod pyroteknik med flammer og fyrværkeri fra scenekanten, når kunsterne skal forsøge at tænde op under publikum.

Det er følgen af det landsdækkende afbrændingsforbud, som blev varslet i går, med virkning fra middagstid i dag.

- Jeg håber, at gæsterne på festivalen vil synes, at musikken er god, og jeg håber ikke, at det er fyrværkeriet, de er kommet for at se, for så kan de godt gå hen og blive skuffede, lyder det fra sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard.

Hidtil har de nordjyske kommuner modsat de fleste andre ellers ikke haft et decideret afbrændingsforbud, men i stedet opfordret folk til at tænke sig grundigt om.

Men nu er afbrændingsforbuddet totalt, og situationen taget i betragtning er det også helt okay, lyder det fra Nibe Festival.

- Vi vil da hellere aflyse et sceneshow med noget pyro, end vi vil have ild i skoven, siger sikkerhedschef på festivalen, Ernst Winther Hansen.

Ud over at lægge låg på ild og flammer på scenen er sikkerhedsfolkene også meget opmærksomme på den risiko, der kan være i camp-området.

- Vores camp-folk går rundt med rygsække med trykvandslukkere i og bevæger sig konstant frem og tilbage for at holde øje med, at der ikke er nogen, der tænder åben ild eller stearinlys, eller hvad de ellers kan finde på, de unge mennesker.

Bryllupper og byfester rammes også

Afbrændingsforbud på Fyn og i Københavns-området har allerede betydet, at både Tinderbox Festival, Tivoli og Copenhell har været nødt til at droppe pyroteknikken, og det gælder også ved flere byfester og bryllupper.

Hos Ilbjerg Fyrværkerifabrik i Salling holder man årligt mellem 50 og 60 fyrværkerishows til små og store begivenheder rundt omkring i landet, men nu betyder tørke og forbud aflysninger.

- Jeg er lidt bekymret lige nu. Det må jeg ærligt indrømme. Det ser ikke ud til, at der er regnvejr nu og de næste to til tre uger, og det vil komme til at koste jobs for os, siger indehaver Kjeld Jørgensen.

I nogle situationer kan det dog alligevel lade sig gøre at stable et show på benene.

Det kan ske med alternativer som konfetti eller brug af specielle former for kemi, eller hvis man placerer fyrværkeriaffyringen på vandet.

Det skete så sent som i sidste weekend til et bryllup, hvor Kjeld Jørgensens krudt blev skudt af fra en tømmerflåde, som blev trukket ud i vandet af en privat fiskekutter.

- Hvis vi kan komme ud på vandet, kan vi få lov til det. Ellers kommer det til at knibe, og der er jo ingen mulighed for at skubbe affyringerne til et senere tidspunkt, siger han.

Indtil i dag har afbrændingsforbuddet været gældende i 73 af landets 98 kommuner.

Facebook
Twitter