Forskere og hjerneskadede bygger robotter: De gør os mere selvstændige

Små robotter skal hjælpe hjerneskadede med helt små dagligdagsopgaver så som at tænde tv'et.

Hvis et vindue står på klem, eller lyset skal slukkes, så kan de fleste af os rejse os og gøre det med en snuptag.

Men ikke 52-årige Henrik Pedersen. Han er hjerneskadet og lam i næsten hele kroppen efter en hjerneblødning for otte år siden.

Nu er der dog hjælp på vej.

Sammen med forskere fra Aalborg Universitet er Henrik Pedersen og syv andre beboere på Senhjerneskadecenter Nord i Frederikshavn ved at udvikle robotter, der skal hjælpe dem med små opgaver i hverdagen. Det er det første projekt af sin art.

- Jeg håber, at robotten kan gøre mig mere selvstændig. Jeg får mulighed for at åbne døre og vinduer, tænde lys og måske senere ændre stilling i kørestolen, lyder det fra Henrik Pedersens tablet.

Han kan ikke tale efter blodproppen, og computeren er nu hans redskab til at tale til omverdenen.

Fælles for ham og de andre beboere på centeret er, at deres robotter skal hjælpe dem med ting, vi andre tager for givet, siger Anne Abildgaard fra Senhjerneskadecenter Nord, der er leder af projektet.

- En vil gerne kunne skrive en SMS uden hjælp fra personalet. En anden vil gerne have tændt for tv'et, når der er fodbold. En tredje vil gerne handle. Altså det er små dagligdagsopgaver, fortæller hun.

Derfor kommer forskerne på ugentlige besøg for at udvikle robotterne i samarbejde med beboerne. Det giver nemlig ikke nogen mening at gøre den uden dem.

- Hvis vi bare kommer med et færdigt system, så kan folk ikke se, hvad mulighederne er. Og så bruger de dem måske ikke. Det ser vi med mange nye teknologier, som bliver introduceres, siger Mattihias Rehm, lektor i medieteknologi på Aalborg Universitet, der er en af forskerne i projektet.

Henrik Pedersen er da også meget glad for, at han har indflydelse på robottens design.

- Det er godt at være med i noget, der kan få betydning for andre mennesker. Når forskerne vil komme herud og arbejde, så vil jeg gerne hjælpe. Så får jeg også indflydelse på designet og fremtiden.

De otte robotter til beboerne er stadig kun skitser og prototyper i pap. Men til foråret næste år flytter de ind på hjerneskadecenteret.

Forskerne håber, at projektet på længere sigt kan udvides til også at hjælpe andre med fysiske og psykiske handicap.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.