Forskere vil vaccinere korn og grøntsager

Modstandsdygtige afgrøder kan spare jorden for sprøjtegifte.

Ved hjælp af genteknologi håber forskere fra Aalborg Universitet at kunne vaccinere korn og grøntsager. Det skal mindske brugen af pesticider og sikre fødevareproduktionen globalt. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Hvis man kunne vaccinere grøntsager og korn på samme måde, som vi vaccinerer dyr, kunne vi undgå at bruge en masse sprøjtegifte.

Det er tanken bag et forskningsprojekt på Aalborg Universitet, hvor man udvikler vacciner til planter.

- Vacciner har udryddet flere sygdomme blandt mennesker og dyr, men hidtil har man ikke været i stand til at vaccinere planter. Det er opgaven, forklarer lederen af projektet, professor og genforsker Kåre Lehmann Nielsen fra Institut for Kemi og Biovidenskab ved Aalborg Universitet.

Ud over at reducere brugen af sprøjtegifte, er det målet at finde en metode, der kan sikre den globale fødevaresikkerhed.

- På samme måde som mange smitsomme sygdomme først blev et alvorligt problem hos mennesker, da vi begyndte at flytte sammen i byer, så repræsenterer en kartoffelmark et land af mælk og honning for kartoffelskimmel med så mange ens planter på samme sted.

- Derfor er det helt centralt at kunne kontrollere vigtige plantesygdomme i produktionen af fødevarer, siger Kåre Lehmann Nielsen.

Forskernes fokus på at komme af med sprøjtegiftene er som udgangspunkt en rigtig god idé, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening.

- Alt hvad der kan reducere brugen af pesticider og sprøjtegifte i det konventionelle jordbrug er velkomment, siger landbrugspolitisk seniorådgiver Rikke Lundsgaard.

Hun vil dog vente spændt på at se resultater i praksis.

- Jeg er lidt skeptisk. Der har været masser af luftkasteller i den retning de seneste årtier. Så vi må se, hvad det bliver til, før der er grund til at glæde sig, siger Rikke Lundsgaard.

Projektet bliver finansieret af Villum Fonden, der har bevilget 1,2 millioner kroner til forskningen over de næste to år.

Facebook
Twitter