Forskningscenter skal sikre bedre behandling efter slagtilfælde

Forskningscenteret skal finde nye behandlingsmetoder, så færre får livsvarige hjerneskader.

Det overordnede mål med forskningscenteret er, at færre patienter skal stå tilbage med et handicap efter et slagtilfælde. (Foto: Arkivfoto:)

Et nyt forskningscenter i Nordjylland skal forbedre behandlingen efter slagtilfælde, så færre får livsvarige hjerneskader.

På centeret skal forskere fra Aalborg Universitet og læger sammen finde nye behandlingsmetoder, og samarbejdet vækker glæde på universitetet.

- Vi er temmeligt begejstrede, siger professor Ole Andersen fra Institut for medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.

Hjernesagen glæder sig

Forskningscenteret åbner efter planen til september, og hos den landsdækkende forening for hjerneskadede, Hjernesagen, vækker det nye samarbejde glæde.

- Det giver jo et stort potentiale for den ramte, siger direktør Lise Beha Erichsen.

Hun glæder sig især over, at den nye viden fra forskningscenteret kommer både patienter og behandlere til gode.

Vigtigt samarbejde

Slagtilfælde, også kaldet apopleksi, er den største årsag til, at danskere bliver invalide.

Men forskning har vist, at hjernen de første måneder efter et slagtilfælde er meget modtagelig for genoptræning.

Derfor skal forskere og læger i samarbejde finde frem til nye behandlingsmetoder, så færre patienter ender med et handicap.

Facebook
Twitter