Fortsat problemer i Hjørring: Flere elever sendt hjem og nye smittetilfælde på plejecenter

To skoleklasser er her til morgen sendt hjem på grund af smitterisiko blandt elever.

Elever i to klasser på Lundergårdskolen i Hjørring blev her til morgen hentet af deres forældre efter smitte hos et søskendepar. (Foto: Trine Dam © DR Nórdjylland)

Hjørring Kommune er den seneste uge blevet centrum for stor opmærksomhed som følge af nye udbrud af coronasmitte, og der dukker stadig nye tilfælde op.

Senest er to søskende testet positive på Lundergårdskolen i Hjørring, hvorfor to klasser i formiddags blev sendt hjem.

Det hele startede onsdag i sidste uge, hvor en ansat på plejehjemmet Vendelbocentret i Sindal blevet testet positiv.

Siden er der konstateret flere smittede både her og andre steder i kommunen.

I dag er yderligere 2 ansatte på Vendelbocentret testet positive, og det betyder, at 22 ansatte og 14 beboere på centret nu samlet set er testet positive. To af de smittede er indlagt til behandling på hospitalet.

Yderligere ni medarbejdere er sendt hjem med symptomer, oplyser Hjørring Kommune.

I alt er elever på tre skoler i kommunen nu konstateret smittet.

Først gjaldt det elever på Bagterpskolen og Højene Skole. På Bagterpskolen er elever i 0. og 3. klasse sendt hjem i 14 dage, mens 4. A på Højene Skole også er blevet bedt om at blive hjemme, fordi en klassekammerat er testet positiv.

I dag var det så elever fra Lundergårdskolen, der blev sendt hjem.

Der er konstateret smitte på flere institutioner og en minkfarm i Hjørring Kommune.

Flere af tilfældene på tværs af plejehjem, skoler og minkfarm er blevet kædet sammen, da der er en familiær forbindelse mellem dem.

De to elever på Lundergårdskolen har ligeledes en forbindelse til plejehjemmet Vendelbocentret, oplyser direktør for Børne-, Fritids- og Uddannelsesforvaltningen Jesper Carlsen.

Borgmester er fortrøstningsfuld

Hjørrings borgmester Arne Boelt (S) er ked af udviklingen i kommunen. Han sagde dog tirsdag, at han er fortrøstningsfuld i forhold til at få lukket smitten ned, så den ikke løber løbsk.

- Nu skal vi have det her væk, siger han.

Det betyder blandt andet, at alle medarbejdere på Vendelbocentret skal testes løbende.

Også andet plejepersonale på plejecentre og i hjemmeplejen vil blive testet. Derudover opfordres alle borgere, der oplever symptomer, til at få foretaget en test.

Udover smitten i Hjørring er 12 klasser på fem skoler i Frederikshavn Kommune tidligere på ugen sendt hjem fra skole for at mindske smitterisikoen, efter at flere elever har spillet fodbold med en smittet elev.

Lige nu undersøges også en minkfarm i Frederikshavn Kommune for smitte.

Opdateret: De to børn fra Lundergårdskolen har også forbindelse til plejehjemmet Vendelbocenteret, oplyser direktør for Børne-, Fritids- og Uddannelsesforvaltningen Jesper Carlsen.

Facebook
Twitter