Frække fiskere tager for sig i put-and-take uden at betale: Det er brandærgerligt

Dagligt er der gæster ved landets put-and-take-søer, som ikke betaler, og det er uheldigt, mener Danmarks Sportsfiskerforbund.

Det er gratis at nyde udsigten ved Ny Thorup Fiskepark, men vil man have en snøre i vandet, så skal man huske at betale. (Foto: christine Nørgaard © DR Nórdjylland)

Får man lyst til nye friske kartofler på en lun sommerdag, kan man typisk finde dem liggende frit fremme ved en bod på de danske landeveje med den forventning, at man selv uden opsyn sørger for at få afregnet.

Nogenlunde på samme måde fungerer det ved landets put-and-take-søer, hvor man fra tidlig morgen til sen aften kan kaste snøren efter de fisk, ejerne har sat ud i vandet.

Men det er ikke alle, der husker at betale.

Det oplever man ved flere nordjyske søer.

- Det er helt klart et stigende problem herude ved mig, desværre, fortæller Jacob Frejlev, der er forpagter af Ny Thorup Fiskepark ved Brønderslev.

Omkring 12.000 besøgende kigger i løbet af et år forbi Ny Thorup Fiskepark, men i gennemsnit er der hver dag én eller flere gæster, der underlader at betale, vurderer Jakob Frejlev.

- Vi har løbende kontrol via opsynsfolk, der kommer herude på alle tider af døgnet, og på den måde tager vi en masse, fortæller han.

Prisen for at fiske ved søen i tre timer er 120 kroner pr. fiskestang, man har i brug, og har fiskerne stort held med deres fiskeri og lander op ti fisk, kan det give et minus på 700-800 kroner.

- De penge mangler jo så, når der igen skal sættes fisk ud her, og det er brandærgerligt for de næste, der kommer, siger han.

Også ved Kinnerup Put & Take i Vodskov oplever man, at der er gratister ved søen.

- Det er stort set hver tredje af vores kunder, der ikke betaler, fisker med for mange stænger eller ikke overholder tidspunkterne, fortæller forpagter Søren Birkedahl.

Både snyd og misforståelser

I flere tilfælde er det udlændinge, der enten direkte forsøger at snyde eller ikke er klar over, hvordan reglerne hænger sammen.

Det gælder eksempelvis flere tyske gæster.

- Nogle bliver sure på os, og nogle er meget forstående, når vi fortæller, at der er nødt til at komme penge ind, så vi kan sætte fisk ud igen, fortæller Jakob Frejlev, der erkender, at man også godt kan gøre mere for at oplyse om, hvordan systemet fungerer.

- Men der er altid dem, der vil snyde. Dem kommer vi aldrig til at lære det, siger han.

Hos Danmarks Sportsfiskerforbund er man bekendt med problemerne.

- Det er noget, vi kan genkende. Om det er et stigende problem, er svært at vurdere, men under alle omstændigheder er det i hvert fald noget forbandet svineri, siger Kaare Manniche Ebert, der er fiskebiolog hos forbundet.

Samarbejde hjælper på problemet

Han frygter, at problemet kan vokse sig så stort, at man er nødt til helt at ændre betingelserne for fiskeriet.

- Det kan betyde, at man er nødt til at have en meget mere restriktiv måde at gøre det på og ikke som i dag, hvor man kan putte nogle penge i en kagedåse og så fiske fra klokken fire om morgenen, hvor fiskene bider bedst. Lovbryderne spiller hasard med det system, siger han.

Blandt forpagterne af de forskellige put-and-take-søer forsøger man at samarbejde om at få styr på de brodne kar ved at varsle hinanden, hvis der er grupper i området, der systematisk går efter at snyde.

- Vi kontakter de andre put-and-take-søer og fortæller dem, hvordan tingene er, og hvem de skal være opmærksomme på. Der er ingen grund til, at de skal ud til andre og fiske, siger Jakob Frejlev.

DR Nordjylland har talt med i alt fem forpagtere af put-and-take-søer, der oplever, at der er fiskere, der ikke betaler, som de burde.

Facebook
Twitter