Fremtidens villavej skal lede vand væk med ”bæk” midt på vejen

Nordjysk kommune har måske løsningen mod oversvømmede veje.

En ny type vej bliver teste i Hjørring Kommune. Her skal regnvand løbe som en lille bæk i midten af vejen. (Foto: Janus Jacobsen © DR Nórdjylland)

I fremtiden kan vi forvente flere regnbyger og større regnmængder, og det giver store udfordringer især i byerne, hvor vandet skal ledes væk.

Men det er dyrt for kommunerne at lægge nye kloaksystemer til at klare de stigende vandmængder.

Derfor har man i Hjørring Kommune lavet et nyt forsøg med en anderledes type villavej, som kaldes Fremtidens Villavej.

- Normalt ledes vandet ned i nogle brønde og via kloakkerne væk, men på den nye type vej er det ikke nødvendigt med kloakrør under vejen, siger Søren Kromann Mandrup, projektleder i vej og trafik i Hjørring Kommune.

Forsøgsstrækingen ligger i Bjergby nord for Hjørring.

På den nye type vej laver men en hældning, så regnvandet bliver samlet på midten af vejen. Man laver simpelthen en lille bæk på selve vejen.

Herefter bliver vandet ledt ud til siderne ved hjælp af små kanaler og ud i et vådområde.

- På den her måde kan vi faktisk håndtere større mængder regn, og vi skal ikke grave for at gøre det, siger Søren Kromann Mandrup.

Derudover laver man flere steder fortovet om til rabatter af græs.

Og selvom der skulle komme en stor mængde regn på kort tid, kan man stadig køre på vejen, da den kan håndtere meget mere vand på en gang end en normal villavej med kloak.

- Selvom vejen bliver fyldt med vand, og det kommer måske højest op på ti centimeter, så kan en lille Kia Picanto med almindelige dæk sagtens køre der, siger Søren Kromann Mandrup.

Kan bruges rekreativt

En af beboerne i byen, skolelærer Bettina Sproegel, er også glad for den nye vej.

- Vi har oplevet, at der har været nogle enorme regnskyl, hvor vandet næste ikke kunne komme væk, så jeg er glad for, at man gør noget ved det, siger hun.

Det er ikke kun det praktiske, Bettina Sproegel er glad for.

- Det er jo også rigtig flot lavet, og det gør kvarteret mere attraktivt.

Skolelærer Bettina Sproegel fra Bjergby er glad for den nye vej i byen. (Foto: Janus Jacobsen © DR Nórdjylland)

Og det er ifølge Søren Kromann Mandrup også et af målene med projektet.

- I kanalerne kan man blandt andet høre vandet klukke, når det løber væk. Vil gerne bruge det her aktivt og som en rekreativ ting, siger han.

Hjørring Kommune regner med at lave første evaluering af projektet efter sommerferien og en større evaluering efter årsskiftet. På den måde når man at få efterårets større regnskyl med i beregningerne.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.