Frikvarter for pårørende: Flere frivillige besøger demente

De pårørende kan få en pause, når frivillige som Anna Grethe Martens besøger demensramte.

68-årige Anna Grethe Martens er en af de frivillige, der hver uge besøger en demensramt, så den pårørende kan få sig et lille afbræk. Privatfoto.

Det er hårdt at være mand eller kone til en dement person, men flere melder sig frivilligt til at hjælpe pårørende til demensramte.

Siden årsskiftet har 15 nye frivillige eksempelvis meldt sig til "Frikvarter for pårørende" - et af mange frivillig-projekter i Aalborg Kommune.

En af de frivillige er 68-årige Anna Grethe Martens.

Hun besøger hver uge en dement kvinde, så ægtefællen får lidt fritid. Den demensramte kvinde er nemlig utryg ved at være alene hjemme.

- Det er rart at se, at hun bliver glad for, at man gør noget, og den pårørende har et frikvarter og kan gøre nogle ting, mens jeg er på besøg, siger Anna Grethe Martens.

Når Anna Grethe Martens er på besøg hos den demente kvinde, drikker de kaffe, læser ugeblade, går ture eller lægger neglelak, så det er faktisk mere fornøjelse end frivilligt arbejde.

- Vi glæder os begge til, at vi skal mødes, så det bliver jo til et venskab, siger Anna Grethe Martens.

Birgitte Mortensen, der er frivilligkoordinator for Aalborgprovstiers Menighedspleje, som står for at matche de frivillige og de demente i ”Frikvarter for pårørende”, siger, at de pårørende ofte overses.

- De demente får forskellige tilbud, og de får hjælp og besøg af hjemmeplejen og demensvejledere, men der er ikke så mange tilbud til de pårørende, og de er sådan set på arbejde 24 timer i døgnet, siger hun.

Facebook
Twitter