Frisører og tømrere stortrives under samme tag

Flere uddannelser samlet ét sted giver bedre studiemiljø og kan afhjælpe manglen på faglærte.

F risør, tømrer eller gymnasievejen? Tommy Le fra 9. klasse besøgte uddannelsesmessen i Gigantium i Aalborg, men føler sig ikke tiltrukket af en håndværksuddannelse. - Jeg vil hellere læse i bøger end arbejde med hænderne. (Foto: Mette Rask Jørgensen DR Nordjylland © (c) DR)

Der klippes hår på den ene side af gangen. Og i lokalet på den anden side er tømrerelever i gang ved høvlebænken.

Flere uddannelser under samme tag kan være en af vejene ud af manglen på faglærte. Det mener flere fagforbund.

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil der om fem år mangle over 30.000 faglærte.

Og et bedre studiemiljø med flere studier samlet ét sted kunne i følge HK-formand Kim Simonsen være en af løsningerne.

Brug for tryghed og kammerater

- Mange af de unge har stadig brug for en vis form for tryghed, et sted, der er kammerater, og hvor der måske også sker noget andet, end kun lige det at tage sin uddannelse.

Også formanden i 3F Aalborg, Søren Elsberg, ser fordele ved de blandede skolemiljøer.

- Unge mennesker vil blandes. De vil være sammen og have et miljø, hvor de kan hygge sig samtidig med det faglige, siger Søren Elsberg.

Virksomhederne må tage ansvar

Udover studiemiljøet peger begge fagforeninger på, at virksomhederne har et ansvar i at gøre erhvervsskolerne mere attraktive.

Blandt andet så man gerne, at det blev nemmere for de unge at få en praktik- eller elevplads, fortæller Søren Elsberg:

- Vi skal styrke samarbejdet med virksomhederne. Og så skal vi tale uddannelserne op, og ikke kun fokusere på manglende praktikpladser, når vi omtaler dem, siger formanden for 3F Aalborg.

Facebook
Twitter