Hvis du er en af de mange, der i disse juledage drager på tværs af landet med en chauffør eller passager, du har fundet på GoMore, kan du sende en venlig tanke og tak for hjælpen en tur til Freiburg.

Det var nemlig i den sydtyske by, at fortællingen om samkørselstjenesten begynder. Helt præcist på en forårsaften i 2004, hvor to unge mænd sidder i en lejlighed.

De kender ikke rigtig hinanden, men har mødtes et par gange. Fundet sammen, som man nemt gør, når der ikke er andre med rødbedefarvet pas i miles omkreds.

Men nu sidder de her sammen over et stykke pizza og et glas vin og om en karriere. Begge har de læst på universitetet i en håndfuld år eller mere, og det er også derfor, de er i byen.

De har nydt studiet og kastet sig ind i stoffet med liv og sjæl. Men de trænger ligesom til at forløse et eller andet. Noget, der kan klare sig derude i den virkelige verden.

Man kan jo fodre svin med ph.d.-afhandlinger, som de siger.

En populær ide

De to unge mænd er Matias Møl Dalsgaard og den senere kompagnon Søren Riis. Den aften grundlægger de det, der er blevet kendt som en af den såkaldte deleøkonomis allerstørste succeser. I Danmark i hvert fald og snart også i Norge og Sverige, hvor GoMore også har etableret sig.

På internettjenesten GoMore kan jævne mennesker imod en skilling tilbyde køretur og plads i bilen til andre, der skal rejse på tværs af land og rige. Små eller store distancer.

En service, der ikke mindst kommer de rejsende til gavn i den søde og travle juletid, for her booker over dobbelt så mange personer sæder i bilerne.

Tjenesten er blevet hyldet af miljøfolk og tilhængere af nye globale trends, hvor man i stadig højere grad vil deles om goderne.

Men det var ikke det, der udgjorde ideen til at begynde med.

Skolestile gav inspiration

Matias Møl Dalsgaard er født i Sæby i toppen af Danmark som en del af en drengeflok på fire. Med en far, der har været kulturchef i kommunen, og en mor, der er lærer på en specialskole.

I gymnasiet var han optaget af traditionelle fag som politik, matematik og ikke mindst filosofi, som han senere fulgte på universitetet.

Flere af klassekammeraterne derimod var i slutningen af 90'erne fanget af it, og særlig én blev inspirationskilde for Matias Møl Dalsgaard. Om ikke andet så på det metodiske plan:

- Han lavede en hjemmeside, hvor man på engelsk kunne købe og sælge skolestile eller essays af hinanden ved at lægge dem op på siden. På den måde voksede biblioteket. Om det var godt, kan man måske diskutere, men jeg syntes, det var smart, siger Matias Møl Dalsgaard.

- Man bygger så at sige bare maskinen, og så lader man brugerne levere indholdet. Det viste sig ikke at være så enkelt, men det tiltalte mig meget, fortæller han.

Et rigtigt arbejde

Dagen derpå dengang i Freiburg trykkede Matias Møl Dalsgaard og Søren Riis hånd. En delingstjeneste med biler var værd at satse på.

Hjemme fra Tyskland kørte Matias Møl Dalsgaard på med projektet. Det var ikke tilfældigt, at ideen opstod her. Syd for grænsen oplevede og benyttede specielt Søren Riis sig af at hoppe ind på bilbagsædet, når der skulle rejses.

Det samme gjorde mange tyskere, så det var fuld af fortrøstning, at de nu ville prøve det af i et nyt koncept i Danmark. Men i første omgang udeblev gennembruddet.

- Det gik ikke hurtigt nok, siger Matias Møl Dalsgaard.

Efter halvandet år fandt han i stedet et 'rigtigt arbejde' hos konsulentvirksomheden McKinsey, og imens blev GoMore sat på standby.

Det blev en lærerig, men også hård periode for nordjyden, der under en krævende tid for firmaet i USA gik ned med flaget.

I stedet vendte han tilbage til bøgerne og fuldførte et ph.d.-projekt om Søren Kierkegaard, som det ellers var blevet forsvoret. Tiden var nu moden til at give GoMore en chance til.

De fastlåste systemer

Han oplever ikke årene, hvor han tog en pause fra GoMore, som en periode, hvor han måtte ned og vende for at 'se lyset' og bygge sig selv og sin ide og virksomhed op igen med fornyet indsigt:

- Men jeg lod mig lidt køre over, og det var godt at vende tilbage til det intellektuelle. Jeg blev så at sige en, der kan behandle verden på mine egne præmisser, siger han.

I samme ånd kan man prøve at forstå GoMore.

Brugerne bestemmer langt hen ad vejen selv, hvilke betingelser de vil være med på, og det er en meget ligetil måde at indrette sig på i en tid, hvor både transportsystemer og mange andre kan virke både uigennemskuelige og tunge at danse med.

Uagtet baggrunden som filosof har GoMore for Matias Møl Dalsgaard først og fremmest være en god ide med et forretningspotentiale. Både for firmaet og kunderne, der kan spare penge.

Først senere er han for alvor begyndt at efterrationalisere og betragte virksomheden i det større perspektiv, som mange ser deletjenesterne i.

- Der er mange lag i det, og det handler blandt andet om tillid og at kunne stole på hinanden, siger han.

- Jeg hader i virkeligheden systemer, der er fastlåste. Der, hvor man ikke sætter mennesker fri til bare at gøre det, de nu engang gør og kan lide. Der er en frihed ved det at køre med almindelige mennesker, holde ind og få en kop kaffe sammen, siger han.

50 kroner giver noget igen

Ulig det at rejse med tomlen i vejret, hvor der ikke er tradition for at betale chaufføren noget, er selve forretningen også et kerneelement hos GoMore.

Man punger ud med 30, 50 eller måske 150 kroner for at rejse med hinanden, og det er snarere et plus end et minus.

Nordpå, hvor man har ry for at være lidt mere tilbageholdende og knap så umiddelbare i relationen med i hinanden som længere mod syd, kan det lige frem være en gevinst, mener Matias Møl Dalsgaard.

- Du bliver det menneske, du er, ved at handle, hjælpe og yde en service for hinanden. Folk vokser, også fordi der er en økonomisk gevinst i mødet.

- Det er noget, der går tabt i den moderne verden, hvor det private er blevet udsondret fra det økonomiske. Nu bliver det blandet sammen igen. Jeg har mødt mange spændende personer på mine ture, siger GoMore-grundlæggeren.

Blå bog: Matias Møl Dalsgaard