Fyldt på havnen: Nu sprættes sejhvalen op

Her til formiddagen er dissekeringen af den døde sejhval begyndt, og biologerne har nu bestemt kønnet på hvalen.

Der er godt fyldt op på Hobro Havn tirsdag formiddag, hvor den sejhval, der i ti dage svømmede rundt i Hobros havnebassin, i dag skal dissekeres.

Og selvom det nærmest kommer til at minde om et show med masser af tilskuere, er det en detaljeret proces, forskerne er i gang med.

- Vi skræller alt af. Vi starter med hud og spæk, som vi tager af og vejer. Så kommer vi til muskler, som vi tager af og vejer, og så kommer vi til organerne, fortæller Morten Tange Olsen, der er hvalforsker på Statens Naturhistoriske Museum.

Disse dele er der stor interesse i at få fingre i for mange af landets forskere.

- Vi har fået en del forespørgsler. Aarhus Universitet, Skejby Sygehus, Syddansk Universitet og Københavns Universitet har alle spurgt om at få lov til at analysere på dele af den her hval, siger han.

Dissekeringen har allerede vist, at hvalen var en han.

Stor oplevelse

Besøget af sejhvalen er ikke en hverdagsbegivenhed i Danmark, og for Morten Tange Olsen er det da også en stor oplevelse at være med til at dissekere så stor en hval.

- Jeg har aldrig set en sejhval før, så det er en stor oplevelse. Sidste gang sådan en hval strandede i Danmark var i 1980, så det var lidt før min tid, siger Morten Tange Olsen.

Hvalen er inden dissekeringen blevet målt til at være 7,7 meter lang. Da en sejhval kan blive op til 17 meter, vurderes det, at der er tale om et ungt dyr. Derfor ved man heller ikke, hvorfor den er død, men det er blandt andet det, man håber på at få klarhed over.

- Der kommer en dyrlæge, der skal undersøge, om der er virussygdomme. Vi skal tjekke den i maven for at se, hvad den har spist eller ikke spist, siger Morten Tange, der dog ikke vil garantere, at de finder dødsårsagen.

- I sidste ende kan det godt være, at vi aldrig får at svar, eller at svaret er, at den bare er faret vild og så er havnet på for lavt vand, fortæller hvalforskeren.

  • Hvalen nåede at svømme rundt havnebassinet i Hobro i 10 dage, før den døde. Foto: Magnus Munk Christiansen
    1 / 7
  • Hvalen har ligget på havnen siden søndag, hvor det blev anslået, at omkring 1000 mennesker var forbi. Foto: Magnus Munk Christiansen
    2 / 7
  • Det er Statens Naturhistoriske Museum, der står for dissekeringen af hvalen. Foto: Magnus Munk Christiansen
    3 / 7
  • Hvalen er blevet målt til at være 7,7 meter langt. Foto: Magnus Munk Christiansen
    4 / 7
  • Konservator Abdi Hedayat i gang med at dissekere sejhvalen på havnen i Hobro tirsdag den 11. december 2018.. (Foto: henning Bagger © Scanpix)
    5 / 7
  • Sejhvalen skæres op. (Foto: henning Bagger © Scanpix)
    6 / 7
  • Konservator Abdi Hedayat fremviser et øje fra sejhvalen til børn der er mødt op i havnen i Hobro tirsdag den 11. december 2018. (Foto: henning Bagger © Scanpix)
    7 / 7
Facebook
Twitter