Gamle vinger fra vindmøller kan nedbringe støj

Materialet fra pensionerede vindmøller skal laves til støjskærme langs de danske veje.

Det lydabsorberende materiale fra pensionerede vindmøllevinger kan bruges som støjskærme langs de danske veje. Foto: Heidi Trillingsgaard (Foto: Heidi Trillingsgaard)

Vindmøller bliver tit beskyldt for at lave meget støj og genere naboerne, men i fremtiden vil nogle vindmøller i stedet forhindre støjgener.

De grønne energisamlere bliver slidt af at arbejde år efter år, og nu har Jakob W. Nielsen fra firmaet Miljøskærm fundet ud af, at dele af kasserede vindmøllevinger kan få nyt liv som støjvolde.

Glasfiberet, som vingerne er bygget af, kan nemlig virke støjabsorberende. Idéen til at bruge vingerne på dén måde kom, da Jakob W. Nielsen hørte, at de udtjente vindmøller i de kommende år bare skal smides på lossepladsen.

- Det undrede mig, at der ikke var nogen, der havde tænkt over, hvad man kan gøre med de kasserede vindmøllevinger. Jeg tænkte, at der måtte være en løsning, og så fandt jeg på det her, fortæller Jakob W. Nielsen.

Tanken er, at de kasserede vindmøllevinger skal granuleres, så det lydabsorberende glasfiber kan bruges i støjskærmene, der skal stå langs vejene.

Hos Dong Energy er der begejstring for initiativet til at genbruge de store vindmøllevinger, der ikke længere kan bruges til at producere energi.

- Antallet af møller, der skal tages ned de kommende år, vil stige stille og roligt, og derfor vil mængderne af materialer også vokse. Derfor er vi rigtig glade for, at nogen har fået en god idé til at genbruge gasfibrene i vingerne, fortæller Jens Nybo Jensen, informationsmedarbejder ved Dong Energi.

På forsøgsbasis er det vindmøllevinger fra Vindeby Havmøllepark, der skal nedbrydes og bruges som støjskærme. Det foregår i Aalborg.

Facebook
Twitter