Gitte har overtaget speciallægens arbejde, og det er godt nyt for patienterne

I Hjørring er bioanalytikere med til at reducere ventetiden ved hospitalet.

Det er blandt andet vævsprøver fra polypper i tyktarmen, som Gitte Woldum og hendes kolleger kan undersøge og sende prøvesvar på. (Foto: © Janus Jacobsen DR Nyheder)

Et stort eftersyn af sundhedsvæsnet viste i går, fredag, at det står skidt til på de danske hospitaler og sygehuse. En af de helt store problemer er, at der mangler personale.

Men i Hjørring har man måske fundet en lille del af løsningen.

Gitte Woldum har i 28 år arbejdet som bioanalytiker, men i den seneste tid har hun mærket en helt ny arbejdsglæde. Hun er nemlig begyndt at lave noget af det arbejde, som tidligere har ligget hos speciallæger i patologi.

- Jeg kan mærke, at jeg gør en forskel hver dag, jeg går på arbejde, siger Gitte Woldum.

På hospitaler over det meste af landet har man stor mangel på speciallæger i patologi, men på Regionshospital Nordjylland i Hjørring, hvor Gitte Woldum arbejder, er alle stillinger nu besat.

- Vi har prøvet at skubbe lidt til de der stive faggrænser, der er i sundhedsvæsenet, for at se om der er noget, vi kan gøre anderledes, siger ledende overlæge Morten Johansen.

Bioanalytikere stiller diagnosen

Bioanalytikere er blevet oplært til at undersøge vævsprøver og stille nogle af de diagnoser, som patologerne tidligere har brugt tid på. Dermed kan speciallægerne i stedet koncentrere sig om de mere komplicerede og tidskrævende prøver.

- Det betyder, at patienterne ikke skal vente så længe på en diagnose. Vi har jo en speciel forpligtelse i forbindelse med kræftpakkeprøver, som vi er meget fokuserede på, kommer ud så hurtigt som muligt, siger ledende overlæge Morten Johansen.

Bioanalytikerne har altid mulighed for at søge hjælp hos en læge, hvis der er tvivl om en prøve eller en diagnose.

Ifølge Dansk Patologiselskabs formand, Lene Buhl Riis, er der behov for, at flere sygehuse tænker alternativt som i Hjørring.

Der er ifølge formanden blevet mere at lave på alle patologiafdelinger, fordi der bliver flere ældre, men også fordi, prøverne er blevet mere komplekse i takt med flere behandlingsmetoder.

- Så vi er simpelthen ikke nok patologer, og det kommer jo i den sidste ende til at gå ud over patienterne, siger Lene Buhl Riis.

En måde at afhjælpe lægemangel

Når bioanalytikere på Regionshospitalet overtager nogle af patologernes opgaver, så er det det, man også kalder for opgaveflytning.

Og sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen, der er professor på Aalborg- og Syddansk Universitet er enig i, at det er den helt rigtige vej at gå, når man skal forsøge at løse den alvorlige mangel på speciallæger.

- Det har vist sig, at det kan lade sig gøre, og så er der selvfølgelig læger bagved, der i givet fald kan træde til, siger professoren.

Han lægger dog vægt på, at det også kræver mod at nedbryde faggrænser.

- Altså modet til at turde prøve noget nyt. Modet til at have tillid til, at bioanalytikerne på nogle felter godt kan lave det, som patologerne normalt laver, siger Kjeld Møller Pedersen.

Hård proces med knubbede ord

På Regionshospital Nordjylland kan ledende overlæge Morten Johansen sagtens nikke genkendende til, at det kræver mod at gå forrest.

- Jeg vil nok sige, at i starten faldt der en del knubbede ord, for det er nogle faggrænser, som har ligget fast i mange, mange år.

Overlægen var faktisk også selv skeptisk til at begynde med.

- Første gang jeg hørte om idéen, der sagde jeg: "Det kommer aldrig til at ske." Men man kan jo blive klogere, siger Morten Johansen. Han fremhæver mere lægetid, større arbejdsglæde og opkvalificering af kompetencer som de største fordele.

På Regionshospital Nordjylland er skellet mellem de enkelte faggrupper ej heller hårdt opdelt i frokoststuen. Her spiser alle frokost side om side.

- Vi har en uskreven regel om, at man fylder op fra bordenden i den rækkefølge, man kommer herud i. Så vi sidder både bioanalytikere, patologer, husassistenter og lægesekretærer og hygger os i pausen, lyder det fra bioanalytiker Gitte Woldum.

På Regionshospital Nordjylland har bioanalytikere overtaget funktioner, der svarer til to lægers arbejde. Flere andre hospitaler har henvendt sig for at høre om erfaringerne.