Glade politifolk: Bedre styr på bussikkerhed til Dana Cup

Politiet ser forbedringer ved årets fodboldstævne i Hjørring efter skift af busselskab.

Det er Jørns Busrejser, der i år har overtaget kørslen med børn og unge ved Dana Cup. De har blandt andet lånt busser fra Midtbus. (Foto: Trine Dam © DR Nórdjylland)

Forargelsen var stor, da politiet sidste år fandt alvorlige sikkerhedsfejl på mere end halvdelen af busserne til Danmarks største sportsbegivenhed, fodboldturneringen Dana Cup i Hjørring.

Dengang tjekkede politiet 69 af de busser, som kører børn til og fra stævnet. Ni busser fik klippet pladerne, og omkring 30 blev sendt til syn, adskillige med fejl på bremserne.

Derfor har politiet igen efterset bussernes sikkerhed, da årets Dana Cup begyndte i dag. Og resultatet er opløftende:

- Der er ikke fundet bremsefejl overhovedet, siger politiassistent Lars Eriksen fra Tungvognscenter Nord.

Få fejl hos ny samarbejdspartner

Til forskel fra sidste år har fodboldstævnet skiftet busselskab, efter at man kom ud i en byge af kritik af sikkerheden fra flere politikere og fagfolk.

Politiet er på plads med blandt andet en bremseprøvestand, og har i dagens løb godkendt over halvdelen af de omkring 40 busser, som Dana Cup benytter sig af i år.

- Resultatet er klart tilfredsstillende, og det er yderst positivt, at branchen har lavet disse tiltag, konstaterer Lars Eriksen her til eftermiddag om den forbedrede sikkerhed hos busserne.

Han regner med, at man fortsætter kontrollerne til ud på aftenen, men at ressourcerne nok bliver brugt andetsteds i de kommende dage.

(Foto: Trine Dam © DR Nórdjylland)

Dana Cup varer til og med på lørdag, og i år deltager flere end 1.100 hold fra 45 forskellige nationer.

Facebook
Twitter