Google sender biler på genvej gennem Carstens landsby: Må vente op til 20 minutter, før han kan køre ud

Moderne GPS-systemer tager ikke forbehold for trafikmængden i små landsbyer.

Når der er kø på motorvejen, bliver alt for mange biler sendt ad de smalle veje ved Hvorupgård, mener Carsten Larsen og de øvrige indbyggere i byen. (Foto: Christine Nørgaard - DR Nordjylland)

Når du kommer drønende på motorvejen og pludselig rammer en kø, så kan det være rart at få hurtig besked om en alternativ rute, så du kan nå det, du skal.

Men i den lille by Hvorupgård nord for Aalborg er man ikke begejstrede for at være det alternativ.

Landsbyen ligger på den lille Hvorupgårdvej langs den nordjyske motorvej, og hvis der er kø på motorvejen, er det ofte her, bilisterne bliver dirigeret hen af deres GPS-tjeneste.

- Og så kan jeg ikke engang komme ud af min egen indkørsel, fortæller Carsten Larsen, formand for byens borgerforening.

Han har boet i byen i 30 år, men det er først i de seneste tre år, at det for alvor er blevet et problem.

- Du kan nemt holde der i 20 minutter for at vente på at komme ud, siger han.

Det er også tre år siden, at Google Maps begyndte at tilbyde tidsbesparende ruter til danske bilister.

Ikke nok at se på et kort

Det er særligt ved uheld og pludseligt opstået kø, at der kommer mange biler gennem Hvorupgård.

Men det egner sig ikke godt til en lille landsby med smalle veje og børnefamilier, mener Carsten Larsen.

- Lige så snart der sker noget på motorvejen, så kommer folk ind igennem byen her. Men hvad vi skal gøre ved det, ved jeg ikke.

Som vognmand bruger han selv GPS’en flittigt, men han gad godt, at de intelligente korttjenester tog højde for de lokale forhold i de små landsbyer.

Ofte ender køen alligevel bare med at flytte sig, siger han, og derfor vinder bilisterne ikke ret meget ved at tage de små landeveje.

- De burde jo køre ud og se, hvordan det ser ud i stedet for bare at se på et kort. Det har store konsekvenser for hele byen og omegnen, siger Carsten Larsen.

Tænker på bilisterne

Når mange biler bliver ledt ud på alternative ruter, skyldes det, at Google Maps og andre korttjenester er blevet meget effektive til at registrere og forudse kø for bilisterne.

Det siger Harry Lahrmann, lektor ved trafikforskningsgruppen på Aalborg Universitet:

- Når man bruger Google Maps, får Google informationer tilbage om, hvor man er henne, og hvor hurtigt man kører, og hvis det begynder at gå langsommere på motorvejen eller en hvilken som helst anden vej, så er det, man kan se de røde streger. Det er sådan, det fungerer.

Derefter bliver bilisterne guidet til ruter, der umiddelbart har mindre trafik.

- De servicerer deres kunder, og det er der, de tjener deres penge. Det er ikke deres opgave at sikre, at beboerne langs de små veje har det godt, siger Harry Lahrmann.

En lang hale af biler i landsbyerne

Carsten Larsen har kendskab til flere familier, der overvejer at flytte fra byen, fordi de er utrygge ved den megen trafik, der indimellem rammer byen.

Hos Landdistrikternes Fællesråd kan formand Steffen Damsgaard godt forstå bekymringen.

- Det bedste må være, at vi får et system, der anviser til den 'rigtige' omvej. En omvej, der kan håndtere den trafikmængde, der er, siger han.

- Det er jo en gene, der gør det mindre attraktivt at være i og bosætte sig i landsbyen, hvis man ofte oplever, at der en lang hale af biler gennem byen, og at der opstår nogle trafikale situationer, som kan være farlige.

Svært at forbyde rutevejledning

Trafikforsker Harry Lahrmann er ikke i tvivl om, at den GPS-dirigerede trafik også er et problem andre steder end Hvorupgård.

- Med de muligheder, som den moderne teknologi og Google Maps giver, så har vi på en eller anden måde disruptet eller kortsluttet den måde, som trafikplanlæggerne faktisk har tænkt de her systemer på. Og umiddelbart er det jo svært at forbyde folk at bruge Google Maps, siger Harry Lahrmann.

Man kunne dog godt forestille sig en situation, hvor kommunerne gik i dialog med selskaberne bag korttjenesterne.

Eller at kommunerne simpelthen overtog opgaven og selv guidede bilisterne ved uheld med tanke for de lokale vejforhold, mener Harry Lahrmann.

- Det er noget, vi har talt om i rigtig mange år. At det var det offentlige, der skulle sætte sig på den her trafikinformation, så det blev til gavn for flertallet af trafikanter og ikke kun dem, der abonnerer på en eller anden trafikservice. Men der er ikke ret meget, der peger i den retning i dag, siger han.

Google klar til at samarbejde

Hos Google Danmark har kommunikationschef Jesper Vangkilde forståelse for situationen i de små landsbyer.

- Det er en frustration, jeg godt kan sætte mig ind i, men i første omgang tænker jeg, at det må være et anliggende for kommune og dem, der står bag byggeprojekter eller trafik i kommunen, siger han.

- Vi sætter brugerne og bilisterne i centrum, sådan at man kan bruge mindst muligt tid i trafikken og mest muligt derhjemme.

Et tættere samarbejde med kommunen kan imidlertid være et godt bud på en løsning, mener Jesper Vangkilde.

- Jeg synes, det er en strålende ide at samarbejde med offentlige myndigheder. Google Maps samarbejder allerede i dag for at få så præcise trafikinformationer som muligt, men det er ikke en perfekt tjeneste, og der er altid rum for forbedring, siger Jesper Vangkilde.

I Aalborg Kommune er man positive over for idéen. I løbet af den næste tid sætter de i øvrigt gang i deres eget forsøg med digital omdirigering af trafikken.

Facebook
Twitter