Gris sendt i luften for at redde menneskeliv

Forsvaret og universitetshospital eksperimenterer med hjerteoperationer i 8.000 fods højde.

Grisen her skal opereres i 8.000 fods højde. Det svarer til knap 2,5 kilometer oppe i luften. (Foto: Mette Rask Jørgensen © DR Nórdjylland)

En ganske almindelig, lyserød dansk gris blev her til formiddag sendt i luften ved Flyvestation Aalborg.

Her skulle den opereres med en hjertelungemaskine for at teste om udstyret og patienten kan klare en behandling ved det lave ilttryk i højderne.

- Det er ny måde at prøve at behandle patienter og måske soldater på. I dag går det ud over en gris for at være sikre på, at vi kan få alting til at fungere godt, siger overlæge ved Aalborg Universitetshospital og ansat i Flyvevåbnet, Benedict Kjærgaard.

Grisen er valgt fordi den i visse sammenhænge ligner mennesket, og derfor kan bruges til at vurdere om metoden fungerer effektivt i et helt andet luftlag.

- Vi har i forvejen gode resultater på jorden, siger Benedict Kjærgaard.

Med tiden kan det ske med en soldat, der har været i kamp og har brug for akut behandling.

Under hele turen, der foregår i et Hercules transportfly er grisen bedøvet, og inden den vågner igen, bliver den aflivet for at sikre, at den ikke lider overlast i forlængelse af operationen.

- Det er ikke meningen, at dyret skal lide, og det gør det på ingen måde, siger Benedict Kjærgaard.

Forsøget er en del af et ph.d.-projekt og er et samarbejde mellem Hjerte-Lungekirurgisk afdeling på Aalborg Universitetshospital, Biomedicinsk Forskningslaboratorium og de flyvende enheder i Forsvaret.