Grov spøg: Patienter evakueret på sygehus efter fund af taske

To drenge blev anholdt efter episoden på Aalborg Universitetshospital i nat.

Det var den nordlige afdeling af Aalborg Universitetshospital, der blev ramt. (Foto: Rasmus Jungersen © DR Nórdjylland)

Aalborg Universitetshospital fik i nat testet sin beredskabsplan.

Det skete omkring midnat, da personalet opdagede en taske foran hovedindgangen til hospitalets nordlige afdeling midt i byen.

Da politiet frygtede, at der kunne være tale om en bombe, blev både patienter og personale evakueret fra området tættest på hovedindgangen, og politiets ammunitionsryddere fra Skive blev tilkaldt.

Videooptagelser fra i nat viser tasken foran indgangen til sygehuset:

- De skød hul i tasken i en kontrolleret skydning og kunne så heldigvis konstatere, at der ikke var tale om en bombe, fortæller Jess Fallberg fra Nordjyllands Politi.

I stedet var der tale om det, som politiet kalder en grov spøg.

Drenge på 14 og 15 år

Tasken blev senere identificeret som en attachemappe og viste sig at være tom.

Bag spøgen stod tre store drenge, som blev genkendt af en sygehusvagt, der havde set dem på overvågningsvideo.

To af dem, drenge på 14 og 15 år, blev senere på natten stoppet i Nørresundby og kørt hjem til deres forældre.

- Vi har haft en snak med forældrene, og kommunens folk, altså de sociale myndigheder, bliver også kontaktet, oplyser Jess Fallberg.

Foregik stille og roligt

På hospitalet er man glad for, at alt gik efter planen, da man opdagede tasken.

- Når sådan noget sker, har vi selvfølgelig en intern evakueringsplan i forhold til vores patienter, og den aktiverer vi i dialog med politiet. Så der blev gjort det, der var behov for, fortæller direktør Kim Mikkelsen fra Aalborg Universitetshospital.

- Der var en god dialog mellem vores personale, patienter og politiet. Så det foregik stille og roligt, siger han.

Det var fortsat muligt at få akutte patienter ind gennem bagindgangen til sygehuset, og derfor var det begrænset, hvor store forstyrrelser det gav på den front.

Blev forskrækkede

Også andre beboere på Reberbansgade, hvor sygehusafdelingen ligger, blev dog jaget op.

Deriblandt Asger Trier Engberg og hans familie.

- Vi lå og sov, så vi blev lidt forskrækkede, da der kom nogen og bankede meget, meget hårdt på døren, fortæller han.

Asger Triger Engberg vågnede i nat ved, at politiet bankede på døren. (Foto: Rasmus Jungersen © DR Nórdjylland)

- Men da det så viste sig, at det var politiet, var det selvfølgelig fint nok, og det virkede som om, at de havde helt styr på det.

Politiet mangler fortsat at finde ud af, hvem den tredje dreng var, men man arbejder på sagen, fortæller Jess Fallberg.

De to identificerede drenge kommer fra henholdsvis Aalborg og Hals.