Hænger du også lidt i bremsen? Elever på køreskole er længere om at få kørekort

Højere krav og ringere evner bag rattet er nogle af årsagerne, oplever kørelærere.

Kørelærer Paw Bay oplever, at eleverne i dag har ringere erfaring med trafikken, end de havde tidligere. (Foto: Christine Nørgaard - DR Nordjylland)

Der findes ingen officiel statistik, men spørger man kørelærerne, så tegner der sig et klart billede:

- Som det er i dag, så har størstedelen af eleverne behov for flere kørelektioner, end de havde for ti, femten og tyve år siden.

Sådan lyder det fra formand for Danske Kørelæreres Landsforbund Chris Fisker.

I dag skal man have haft mindst 16 kørelektioner, inden man kan komme til en køreprøve.

Men mange gange ender det med fire til otte timer ekstra, fortæller han.

Og det kan der være flere forklaringer på.

Der er kommet mere trafik på vejene, og kravene ved køreprøven er også blevet strammet. Samtidig har eleverne i dag ringere forudsætninger for at tage kørekort end tidligere.

Det oplever blandt andre kørelærer Paw Bay, indehaver af Frisdal Køreskole i Hobro.

- Det ser vi tit, siger han.

Det skyldes blandt andet, at færre cykler til skole, mener han.

- De bliver kørt eller tager bussen. Der er tomme cykelskure rundt omkring på skolerne, og det betyder, at de ikke lærer at bedømme trafikken rigtigt og se, hvem de skal holde tilbage for.

- De er slet ikke vant til at orientere sig.

'Sværere end jeg troede'

En anden faktor kan være stigende skærmbrug.

Når man sidder på bagsædet, er det nemt at hive telefonen op af lommen, mens det at kigge ud ad vinduet og følge trafikken bliver mindre interessant.

Samtidig kan et øget skærmforbrug som barn været skidt for motorikken, hvis man ikke samtidig kommer ud og rører sig.

Det kan også spille ind, når man skal lære at køre, mener fysioterapeut Charlotte Runge fra Motorikcenter.

- Det at lære at køre bil er en motorisk opgave, hvor man skal koordinere forskellige elementer, siger hun.

- Der er en

tendens
til, at de voksne rigtig gerne vil servicere deres børn. I bedste mening. De kører dem til skole og institutioner. Men det er i virkeligheden at fratage børnene mulighed for at øve sig og blive gode rent motorisk.

Samme fornemmelse har indehaver af Jysk Trafikskole Claus Beck Rasmussen.

- Vi oplever det i skolevognen, når de skal kigge og blinke og bruge arme og ben samtidig. Så er der flere, hvor det kikser, siger han.

Stine Thy håber, at hun kan nøjes med få kørelektioner, men erkender, at det er sværere, end hun troede. (Foto: Christine Nørgaard - DR Nordjylland)

Køreelev Stine Thy, der er ved sin femte køretime, indrømmer, at det er sværere at tage kørekort, end hun havde troet.

- Men jeg håber da, at jeg kan holde den på under 20 timer, siger hun.

Selv har hun været vant til at gå til mange ting, mens cyklen aldrig rigtig har været et hit.

- Når jeg er ude at køre med mine forældre, sidder jeg heller ikke og holder øje med trafikken.

Forskel på land og by

Selvom flere elever ifølge kørelærerne må bruge flere timer i skolevognen, så er der samtidig forskelle på tværs af landet, oplever Chris Fisker.

Det er således væsentligt sværere at lære at køre bil i en storby, end det er på landet, hvor der er færre ting at forholde sig til.

- I mit område i Hillerød er vi oppe at køre seks til otte lektioner ekstra i gennemsnit.

- Men jeg har også kollegaer i eksempelvis Ringkøbing, hvor stort set alle kan klare sig igennem med kun 16 kørelektioner, siger Chris Fisker.

Uanset hvordan man kommer gennem sin tid som køreelev, skal man dog ikke være ked af de ekstra timer.

Det giver nemlig større sikkerhed på vejene, siger Søren Holten Jacobsen, chefinstruktør hos

FDM
Sjællandsringen.

Selvom flere i dag er længere tid om at tage kørekort, er han sikker på, at de øgede krav giver bedre elever i sidste ende.

- Selvfølgelig skal man også hente erfaring, efter man har fået kortet, men man er bedre rustet i dag, når man får et kørekort, end man var det for ti år siden, fordi kravene er større, siger han.

Facebook
Twitter